ISS Israel får 24-årige cateringkontrakt med international lufthavn

ISS Israels cateringforretning til fly har i forvejen aftaler om at levere mad til 25 internationale flyselskaber. Og nu kan divisionen føje en lufthavn til listen.

Foto: RONEN ZVULUN

Det oplyser ISS på sin hjemmeside.

ISS Israels Inflight Catering Services skal de kommende 24 år levere flymad til Israels største internationale lufthavn, Ben Gurion Airport. Kontrakten omfatter opførelsen af et nyt industrikøkken i lufthavnen, som skal være fuldt funktionsdygtigt fra 1. januar 2020.

- ISS har været den førende fly-cateringservice i Israel de seneste 19 år, og denne kontrakt styrker vores position yderligere, siger Gaby Glazer, leder af ISS Israels Inflight Catering-division, på hjemmesiden.

ISS Israel?s Inflight Catering Services har 280 medarbejdere og serverer i forvejen omkring 2,5 mio. måltider om året til flyselskaber som British Airways, Korean Airlines og Delta Airlines.

/ritzau/FINANS