Fynbo skal sælge Valby

Fynske Brian Abildgaard er murer og ingeniør, og han skal sælge milliardprojekter på Grønttorvsgrunden – enten i ét hug eller i mange bidder.

Grønttorvet skal flytte til Høje Taastrup i slutningen af 2015. Brian Abildgaard viser rundt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Michael Bothager
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Som ung murerlærling i den lille fynske by Gislev forestillede Brian Abildgaard sig næppe, at han en dag skulle få ansvaret for at udvikle en hel bydel, endda i København.

Men sådan har karrieren formet sig for 41-årige Abildgaard, som i dag har det overordnede ansvar for at få færdigbygget og udlejet det nye grønttorv, Copenhagen Markets i Høje Taastrup, og ikke mindst at få udviklet grunden under det nuværende grønttorv i Valby med 2.500 boliger til en projektsum omkring syv milliarder kroner.

Skolebænk og projekter

Da lærebrevet udi mursten og mørtel var i hus, tog Brian Abildgaard fat på ingeniørstudiet. Straks efter eksamen i 1999 fik han job i NCC Asfalt, og så var karrieren i gang. Han var ude på byggepladser, styrede projekter fra et rådhus og i flere private virksomheder – og imens skiftede geografien.

»Jeg er nærmest flyttet med projekterne,« siger han, men ægtefællen, som han mødte som 17-årig, er fulgt med. De senere år har familien haft base i hovedstaden, og det var også her han kom i kontakt med Grønttorvet. Et nyt grønttorv var nemlig et sandsynligt byggeri for Pihl & Søn, hvor han var projektchef.

Fra januar 2011 blev han ansat af bygherren selv, Grønttorvet København, som er ejet af cirka 135 grossister inden for frugt, blomster og grøntsager.

Deres plan havde længe været at rykke den store handelsplads fra det efterhånden trange Valby og ud til det åbne Høje Taastrup, tæt ved motorveje, og efterhånden var planerne ved at blive til virkelighed.

Brian Abildgaard blev derfor hyret til dels at stå for byggeriet, dels at jagte en investor, der ville købe og udleje Copenhagen Markets. Desuden skulle de efterhånden gamle planer om at udvikle kæmpegrunden i Valby støves af og fornyes, så andelshaverne kunne skimte indtægter og overskud herfra.

Et projekt ad gangen

Copenhagen Markets har fået ejendomsfonden Nordic Real Estate Partners som investor, og i Valby er opgaven enten at sælge hele projektet – som er døbt Ny Valby – til en eller flere investorer eller at opdele det og så udvikle og sælge mindre bidder ad gangen.

Det åbne mandat betyder, at Brian Abildgaard ikke kender sin egen fremtid i Valby. Foreløbig er han i gang med mindre projekter i hjørner af grunden. Men slår en storinvestor til, ved han ikke, om han kan blive i jobbet eller bliver afløst af køberens egne folk.

Det lader dog ikke til at hue byggemanden, der er vant til tidsafgrænsede projekter.

Vild med Valby

Trods de fynske rødder har familien længe boet i den centrale del af Valby, ikke langt fra Tingstedet og Spinderiet-butikscentret fra 2007, og Brian Abildgaard oplever en bydel i blomstrende forvandling:

»Valby er gået fra at være sin egen lille landsby til at være en del af byen, og ikke mange bydele har gennemgået samme udvikling. Først i midtbyen med Spinderiet og 10-15 nye spisesteder, så med boliger på den store FLS-grund og nu Valby Syd med blandt andet Grønttorvet.«