Farvel til en dansk designsucces

De to designere Naja Munthe og Karen Simonsen, der sammen skabte designsuccesen Munthe plus Simonsen har valgt at gå hver sin vej. Munthe køber Simonsen ud af selskabet.

Foto: Claus Bjørn Larsen/ Scanpix. Karen Simonsen (tv) og Naja Munthe har valgt at gå hver sin vej.
Læs mere
Fold sammen
Naja Munthe og Karen Simonsen ophører deres samarbejde. Det meddeler de to designere i en kortfattet meddelelse, og dermed er der pludseligt sat punktum for et ellers langvarigt samarbejde.

Det er dog et ganske fredeligt split, foranlediget af forskellige fremtidsmål, der får de to designere til at søge hver sit.

"Mit liv i Munthe plus Simonsen har været fantastisk, og mit samarbejde med Naja Munthe har været unikt og enestående. Tiden er kommet til at jeg har lyst til nye udfordringer, og jeg har derfor valgt at sælge min aktiepost til Naja," siger Karen Simonsen til Ritzau.

Designduoen Munthe plus Simonsen blev etableret i 1994 af de to designere, der i 1995 lancerede den første kollektion. Tøjet og brandet Munthe plus Simonsen blev hurtigt et hit, og i gennem årene har de to høstet mange priser for deres design.

På forretningssiden var himlen dog knapt så rosenrød. Munthe plus Simonsen gik således i betalingsstandsning i starten af 2006, på et tidspunkt hvor forbruget ellers bare voksede og voksede.

Knapt et år efter var Karen Simonsen og Naja Munthe dog tilbage på benene igen med et regnskab, der viste sorte tal. I årsregnskabet for 2007 lød resultatet på 1,3 millioner kroner efter en bruttofortjeneste på 673.000 kroner.

Og Naja Munthe, der har købt Karen Simonsen ud, regner da også med at køre forretningen videre sammen med den øvrige ledelse.

Munthe plus Simonsen forventer et positivt resultat i 2009.