Danskerne surfer på mobilen som aldrig før

På bare et år er dataforbruget på mobile enheder steget med 127 procent. Udbredelsen af smartphones får æren.

Foto: MIKE SEGAR

En ny statisk fra Erhvervsstyrelsen viser med al tydelighed, at danskerne for alvor har fået smag for at bruge mobile enheder på farten. De seneste målinger viser, at danskernes forbrug af mobildatatrafik er steget med 127 procent i løbet af det seneste år. Det skriver Version2.dk.

Stigningen svarer til, at der i gennemsnit hver måned i første halvår af 2013 er blevet down- og uploadet omkring en halv gigabyte data fra hvert mobilabonnement - mod 250 megabyte i første halvdel af 2012.

»Tallene viser tydeligt, at danskerne i den grad har taget smartphones til sig. De nye telefoner giver mange muligheder både for at udføre arbejde og for at finde underholdning og tidsfordriv, mens man er på farten. Telefonen bliver i stigende grad vores primære adgang til nettet. Det kan ses både på tallene for datatrafik og på den store efterspørgsel efter hurtigere og bedre mobilforbindelser,« udtaler vicedirektør i Erhvervsstyrelsen Finn Petersen i en pressemeddelelse.

En del af årsagen til det større dataforbrug ligger også i, at der bliver sendt flere billedbeskeder, eller MMS’er, end tidligere. I samme årsperiode er der blevet afsendt næsten 90 millioner MMS-beskeder, hvilket svarer til en stigning på 37 procent.

Men hvor datatrafikken er støt stigende, falder forbruget af de ellers så populære SMS’er. I år blev der afsendt 5 milliarder SMS’er mod forrige års 5,8 milliarder. Dermed følger faldet af SMS’er fortsat tendensen gennem de seneste seks år.

Det faldende antal SMS’er skal dog ses i lyset af, at de mange Apple-enheder, der pryder det danske forbrugermarked, har sit eget beskedsystem kaldet iMessage, der bruger datanetværket til at sende beskeder til andre iOS-enheder.

Deltag i debatten på Version2.dk