Danfoss retter op på resultatet

Den store alsiske industrikoncern Danfoss havde i første halvdel af 2012 en omsætningen på niveau med sidste år - og resultatet er i bedring.

Foto: Erik Refner
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Første halvår 2012 er gået efter planen i Danfoss. Omsætningen er på linje med sidste år og bundlinjen arbejder sig den rigtige vej. Det får industrikæmpen til at fastholde forventningen om et resultat på årsbasis på niveau med 2011, fremgår det af Danfoss halvårsregnskab, der er blevet offentliggjort onsdag over middag.

I kroner og øre lyder omsætningen i halvåret på 17.222 millioner kroner, hvilket er én procent lavere end sidste år. Koncernen nævner selv en afmatning på det kinesiske marked som årsag.

Bundlinjen er dog betydeligt bedre end samme periode sidste år. Her endte resultatet på skuffende 518 millioner kroner efter store afskrivninger på ophørende aktiviteter, der sendte andetkvartals-resultatet 2011 i rødt. I første halvår 2012 har Danfoss kunnet præstere en bundlinje på 1.182 millioner kroner.

Koncernens resultat af primær drift blev i halvåret 1.812 millioner kroner mod 2.490 millioner kroner samme periode sidste år. Korrigeret for den ekstraordinære gevinst ved frasalg på i alt 563 millioner kroner sidste år, ender det reelle driftsresultat med at være faldet seks procent.

Koncernchefen for Danfoss, Niels B. Christiansen, er tilfreds ved resultaterne i et halvår, der endnu en gang har været præget af den globale økonomiske afmatning.

"I halvårets sidste måneder har vi igen øget vores lønsomhed i takt med, at tidligere igangsatte kapacitetstilpasninger, som ventet, er begyndt at få effekt. Det er ligeledes meget positivt, at vi også er fortsat med at forbedre vores frie cash flow i den underliggende del af forretningen i halvårets sidste del," siger koncernchef Niels B. Christiansen i en kommentar til tallene og tilføjer:

"Samlet set må halvårsresultatet karakteriseres som tilfredsstillende, og vi fastholder forventningerne til et 2012, hvis sidste halvdel ser ud til fortsat at blive præget af stor uforudsigelighed og usikkerhed, og hvor evnen til hurtigt at tilpasse sig udviklingen i den globale økonomi fortsat vil være helt afgørende for koncernen."

I helåret 2011 endte Danfoss med en bundlinje på 1.314 millioner kroner.

Danfoss har de seneste år været presset af den økonomiske krise, der i den grad har sat fodaftryk på forretningen. Derudover har koncernen skullet trækkes med en række kartelsager, der resulterede i trecifrede millionbøder.