Besparelser sikrer Nordea pænt overskud

Renteindtægterne er fladet ud, men en stor forbedring på omkostningssiden er med til at sikre Nordea et pænt overskud i andet kvartal 2015.

Foto: Thomas Lekfeldt

Toplinjen er under pres i Nordea, men blandt andet via besparelser løfter Nordens største bank alligevel bundlinjen markant og sikrer et overskud på over syv mia. kr. i andet kvartal 2015.

Nettorenteindtægterne er faldet fra 1.368 mio. euro i andet kvartal 2014 til 1.309 mio. euro svarende til knap ti mia. kr. i andet kvartal 2015.

»Efter en exceptionel start på året så vi i 2. kvartal en stabilisering af nettorenteindtægterne og noget lavere kundeaktivitet på kapitalmarkederne, mens den stærke udvikling i opsparings- og investeringsaktiviteterne fortsatte, hvilket afspejler den stærke kundeefterspørgsel efter vores rådgivningsekspertise og produkter,« siger topchef Christian Clausen i en meddelelse.

Samlet set forbedrer Nordea driftsindtægterne, der målt på første halvår udgør 5.242 mio. euro, hvilket er en fremgang på seks procent.

Nordea

I mio. euro2. kvartal 20152. kvartal 2014Ændr.
i pct.
Nettorenteindtægter13091368-4%
Driftsindtægter252324603%
Omkostninger11851403-16%
Hensættelser til tab103135-24%
Driftsresultat123592234%
Nettoresultat95268639%
Antal ansatte2971929963-1%

Særligt på omkostningssiden ser det godt ud for Nordea. Banken har gennem en periode skåret stillinger, og det kommer til udtryk i regnskabet for andet kvartal 2015, der viser udgifter til ansatte på 772 mio. euro mod 910 mio. euro i samme kvartal året før.

Samtidig er posten Andre omkostninger faldet fra 428 mio. euro i andet kvartal 2014 til 363 mio. euro i andet kvartal 2015. Målt på halvåret giver det Nordea-resultatet et stort løft.

»I 1. halvår steg de samlede driftsindtægter 7 pct. i lokal valuta, mens omkostningerne faldt mere end 1 pct. i lokal valuta, og det har resulteret i en forbedring af omkostningsprocenten på mere end 4 procentpoint,« siger Christian Clausen.

Også nedskrivningerne er faldet betydeligt fra 135 mio. euro i andet kvartal 2014 til 103 mio. euro i andet kvartal 2015.

På bundlinjen for andet kvartal 2015 sikrer Nordea et overskud på 952 mio. euro mod 686 mio. euro i andet kvartal 2014.

Resultatet giver en forrentning af egenkapitalen på 13,1 i andet kvartal mod 11,9 i samme periode året før.