Atea: Vi har lavet fejl i indberetninger

Atea-direktør Morten Felding erkender, at virksomheden i »enkelte sager« ikke har foretaget korrekte indberetninger til Staten og Kommunernes Indkøbsservice (SKI). Det kan have kostet SKI dyrt, og indkøbscentralen kræver nu mere en mere præcis redegørelse fra Atea.

Tirsdag: Atea-direktør Morten Felding erkendte, at virksomheden i »enkelte sager« ikke har foretaget korrekte indberetninger til Staten og Kommunernes Indkøbsservice (SKI). Det kan have kostet SKI dyrt, og indkøbscentralen kræver nu mere en mere præcis redegørelse fra Atea. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Mens medarbejdere fra IT-virksomheden Atea og Region Sjælland er tilbageholdt i sagen om mulig bestikkelse, er Staten og Kommunernes Indkøbsservice (SKI) i fuld gang med at undersøge, hvorvidt man er blevet snydt af Atea.

SKI bad i sidste uge Atea om en garanti for, at IT-firmaet ikke har finansieret den formodede bestikkelse med penge, som i stedet skulle have været indbetalt til SKI. I en seks siders redegørelse afviser Ateas direktør, Morten Felding, at der er brugt SKI-midler til bestikkelse. Til gengæld fastslår redegørelsen, at Atea har »identificeret enkelte sager, som ikke til fulde har været indberettet til SKI.«

Det er uvist, hvor mange sager Atea ikke har indberettet korrekt. Derfor kræver SKI nu, at Atea afleverer endnu en redegørelse, hvor det fulde omfang bliver beskrevet.

SKI giver landets kommuner mulighed for at undgå den lange vej gennem et offentligt udbud, når de eksempelvis skal købe ny elektronik. Varene bliver leveret af private leverandører, heriblandt Atea. Hver gang Atea modtager en ordre gennem SKI-systemet, skal firmaet betale op til 1,5 procent af ordrens værdi til SKI. Når Atea ikke indberetter salget, får SKI ikke de penge, som de har ret til.

Tirsdag morgen beskrev TV2.dk, at Atea endnu ikke har indberettet et salg af iPads og Mac-computere til Rudersdal Kommune, som blev gennemført for halvandet år siden. I den sag er SKI gået glip af omtrent 230.000 kroner.

Bestikkelsessagen vakte opsigt hos SKI, da det blev beskrevet, at Atea har haft en såkaldt konto 2840, hvor 1,5 procent af Ateas omsætning hos Region Sjælland blev sat til side - altså nøjagtigt samme andel, som Atea bør indbetale til SKI. Kontoen er helt central i sagen, da den ifølge politiet er blevet brugt til blandt andet at betale en luksusrejse til Dubai for en it-medarbejder hos Region Sjælland og en ansat i Rigspolitiet. Tre medarbejdere fra Atea deltog også på rejsen. Ingen af dem er længere ansat hos Atea.

Den verserende bestikkelsesag betyder, at SKI har sat et igangværende offentligt udbud på computere og IT-udstyr på standby, da Atea er en af de kvalificerede udbydere. Aftalen forventes at udløse en omsætning på 420 millioner kroner.

Redegørelsen fra Atea fastslår i øvrigt, at der er fuld tillid til direktøren Morten Felding, som er sigtet i sagen.