Københavns Kommune undersøger mistanke om bestikkelse

Kommunalt ansatte mistænkes for at have taget ulovligt imod landskampbilletter og luksusmiddag fra IT-leverandør. Københavns Kommune iværksætter undersøgelse.

Foto: Brian Bergmann.
Læs mere
Fold sammen

Landets største arbejdsgiver Københavns Kommune indleder en undersøgelse, efter at kommunens ansatte er blevet beskyldt for at have modtaget bestikkelse. IT-firmaet Scan-Tech Sikkerhedssystemer har ifølge DR givet gaver til kommunalt ansatte i form af landskampbilletter og en luksusmiddag, der overskrider grænsen for, hvad kommunalt ansatte lovligt må modtage.  De konkrete beskyldninger får nu kommunen til at reagere.

”Det er naturligvis ikke i orden for en kommune at acceptere invitationer fra leverandører til fx underholdningsarrangementer, og det er i strid med Københavns Kommunes regler. Derfor er vi nu ved at undersøge, hvad der præcist er sket i det her tilfælde," skriver Stig Lundbech, vicedirektør i Koncernservice under Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune i et svar til Berlingske Business.

Det er uvist, hvor lang tid undersøgelsen vil tage. Den kommunale direktør er ifølge kommunens administration på ferie i udlandet og har derfor ikke mulighed for at stille op til telefoninterview.

Sagen tager sit udgangspunkt i 2012, da IT-leverandøren Scan-Tech Sikkerhedssystemer ifølge DR inviterer kommunalt ansatte til fodboldlandskamp i parken med dertilhørende "luksusmiddag". Desuden har samme virksomhed betalt en medarbejder i Høje Taastrup Kommune for at udføre konsulentopgaver. Både Københavns Kommune og Høje Taastrup Kommune har ifølge ekspert i forvaltningsret et problem, og der kan også være sket overtrædelser af straffeloven.

"Jeg ser et mønster, hvor virksomheden forsøger at få så tæt et forhold som muligt til udvalgte kommunalt ansatte. Der er efter min vurdering tale om overtrædelser af reglerne om både habilitet og gaver til offentligt ansatte," udtaler Sten Bønsing, lektor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet, til DR.

Først nu, efter at sagen er kommet frem i offentligheden, har Københavns Kommune valgt at undersøge, hvad der reelt skete i 2012. Det har været fremme, at forskellige medarbejdere i kommunen blev tilbudt middagen og forboldkampen, og nogle af dem fik nej ved deres chef, mens andre kunne tage af sted uhindret. Ifølge Københavns Kommune er der formentlig blot tale om en enkelt medarbejder, der har trådt ved siden af.

”Lige nu tyder det på, at der er tale om en teknisk medarbejder, der har været til en fodboldkamp og en middag. Han står ikke for at indgå kontrakter, og arrangementet har fundet sted, efter systemet (it-systemet, red.) er implementeret. Men derfor skal reglerne naturligvis overholdes alligevel," skriver Stig Lundbech.

Hos Scan-Tech sikkerhedssystemer bliver det bekræftet, at der er blevet givet fodboldbilletter, men at de er blevet givet efter en konkret løsning er blevet leveret. Høje Taastrup Kommune har allerede erkendt, at medarbejderne ikke burde have haft lov til at modtage betaling fra Scan-Tech. Ifølge kommunens økonomidirektør, Per Aalbæk Nielsen var der opstået "en form for fartblindhed" i kommunens administration.