Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Mens Aldi nordlige afdeling for tiden er i gang med at lukke 31 butikker i Danmark, så planlægger Aldi over de næste fem år en vild ekspansion i USA, hvor kæden vil ånne mere end 900 butikker. Det bliver i skarp konkurrence med Lidl-kæden, som selv planlægger 100 butikker i USA inden udgangen af 2018.
Det skriver flere amerikanske medier, bl.a. AP, Wall Street Journal og Forbes.
Planerne om at investere fem milliarder dollar eller 33 milliarder kr. i 900 butikker vil gøre tyske lavpriskæde Aldi den tredjestørste supermarkedskoncern i USA efter giganten Wal-Mart Stores og Kroger Co.
Aldi og Lidl ventes især at give de traditionelle dagligvarekoncerner Wal-Mart og Whole Foods, der fokuserer på økologiske fødevarer, kamp til stregen. Med ekspansionen vil lavpriskæden skabe 25.000 job i USA.
Aldi har i dag 1650 butikker i USA og har allerede planlagt at vokse til 2000 butikker inden udgangen af 2018. Og i 2022 vil koncernen have 2550 butikker.
Aldis vækstplan kommer kort efter, at tyske Lidl har meddelt, at koncernen åbner de første 20 butikker i USA på torsdag. Lidls plan er at have 100 butikker inden næste sommer. Og det kræver ansættelse af 5.000 medarbejdere.
Lavpriskæderne Aldi og Lidls invasion og ekspansion kan få stor indflydelse på det amerikanske dagligvaremarked. Deres markedandele vokser støt i på flere markeder i Europa, bl.a. i Storbritannien, mens traditionelle dagligvarekæder har tilbagegang.
»Vi bygger på den succes, vi har over hele Europa,« siger Lidls talsmand Scott Patton til Wall Street Journal.
Discountkæderne ventes at vokse 10 procent årligt i USA frem til 2020. Det er fem gange så meget som de traditionelle kæder, ifølge en rapport fra konsulentfirmaet Bain & Co, skriver avisen.
Omkring 90 procent af varerne i Aldis og Lidls butikker vil være private label.