35-årig børshaj skal 14 år bag tremmer

Det kan give en meget hård dom at forsøge at fuske med de finansielle markeder, viser en ny dom fra retten i London.

Foto: LEON NEAL. Tom Hayes, ankommer til Southward Crown retssal i London d. 27. juli 2015.
Læs mere
Fold sammen

Den tidligere børshandler og spekulant, Tom Hayes, der er 35 år, er blevet dømt til 14 års fængsel af retten i London, efter han er fundet skyldig i at have fusket med den særlige Libor-rente.

Det har taget syv år at finde ud af, hvad han præcist har gjort galt, og det er sket i en større global efterforskning.

Tom Hayes er tidligere ansat i både UBS og Citigroup og blev fundet skyldig i alle otte anklagepunkter.

Libor-renten er en vigtig styrerente, som var afgørende for, hvor meget der skulle betales i rente af almindelige mennesker på forbrugslån og en lang række finansielle kontrakter for mere end 450.000 milliarder dollar mellem 2006 og 2010.

Over hele verden er 21 personer blevet dømt i sagen, herunder også personer fra nogle af verdens mest prestigefyldte banker.

Anklageren i sagen siger, at Tom Hayes overså alle advarsler og alle rød flag. Ifølge anklagerne var Tom Hayes lederen af et globalt netværk af 25 tradere og mæglere fra mindst ti finansielle virksomheder, som forsøgte at manipulere massivt med Libor-renten. Midlerne var bestikkelse, mobning, lokkeri og belønning, lød det.

Tom Hayes, som lider af Aspergers syndrom, siger dog, at han har været helt åben omkring alt, og at hans chefer havde fuld viden om hans handelsmetoder, som var helt almindelige i hele branchen på det tidspunkt.

Han har også peget på, at han på sin computer gemte masser af emails og diagrammer, der viste hans metoder, fordi han var sikker på, at alt var lovligt og i orden.

»Enten har jeg været den dummeste svindler nogensinde, fordi jeg skrev alt ned. Eller også har jeg slet ikke tænkt over, at dette kunne være ulovligt. Jeg kunne være en masse ting, men jeg er ikke dum,« skulle Tom Hayes have udtalt i retten.

Citigroup har ikke ønsket at udtale sig om sagen.