Klar til lynhurtig spærring af forbudte netsider

Ny aftale sikrer, at alle danske internetudbydere blokerer for sider, som danskerne ikke må se, så snart en dommer har talt. Men det er stadig ikke afklaret, hvordan man får spærringerne fjernet igen.

Forsøger man at tilgå den dømte svenske Pirate Bay-hjemmeside fra Danmark, mødes man af dette skilt, fordi alle danske internetudbydere blokerer for adgangen til siden. Her henvises til lovlige alternativer. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Så snart en dommer har sagt god for, at en bestemt internetadresse skal blokeres på grund af ulovligheder, vil der højst gå en uge, før danskernes adgang til den er væk. I stedet skal vi henvises til lovlige alternativer.

Det har den danske tele- og internetbranche forleden aftalt med den såkaldte Rettighedsalliancen, som repræsenterer bl.a. film- og musikselskaber, som oplever, at deres indhold piratkopieres via Internet.

Den omstridte DNS-blokering af bestemte internetadresser har længe været en gråzone, men med den nye »Code of Conduct« (Regler for god opførsel) er der nu kommet klare spilleregler.

Hurtig effektuering - når dommen foreligger

»Nu har vi en fast procedure og praksis nedskrevet i en aftale med rettighedshaverne. Dermed er der gennemsigtighed om, hvad der skal til for at blokere en internetadresse, og hvordan det gennemføres. Det sker alene på baggrund af en dom, til gengæld effektueres det hurtigt og af alle,« siger Jakob Willer, direktør i telebrancheforeningen Teleindustrien i Danmark (TI).

Kulturminister Marianne Jelved (R) glæder sig over aftalen og over, »at rettighedshaverne og teleselskaberne også på dette område samarbejder om at sikre, at vi har mest muligt kreativt og lovligt digitalt indhold«.

Så snart en dommerkendelse foreligger, spærres nemlig ikke alene for adgangen til netadressen. Man får også på skærmen en tekst, som fortæller, hvorfor adgangen er spærret. Samtidig henvises der til lovlige alternativer gennem den fælles netadresse www.sharewithcare.dk.

»Effektiv bekæmpelse af piratkopiering handler om, at der skal være tjenester, hvor indholdet faktisk er lovligt tilgængeligt, så man har mulighed for at købe det. Derudover skal brugerne naturligvis have kendskab til disse lovlige tjenester,« siger Jakob Willer fra telebranchen.

Leder af Rettighedsalliancen, Maria Fredenslund, understreger, at »vi er slet ikke færdige med at udvikle måder at samarbejde på, hvor vi står sammen om at gøre det nemt for alle os på Internetttet bare at bruge af de mange gode, lovlige tjenester«.

Ingen afklaring på, hvordan spærring fjernes igen

Lige nu blokeres der for 25 netadresser inden for spil og gambling, en enkelt med salg af ulovlige lægemidler og ti adresser, som er kendt for at lægge plads til piratkopier af musik og film. Der er ikke blevet blokeret for nye sider siden april. Kun en enkelt blokering er siden blevet ophævet.

I har tidligere klaget over, at der ikke er taget stilling til, hvordan man får fjernet blokeringerne igen. Hvorfor har I ikke taget det med i aftalen.

»Det har ikke med regler for god opførsel at gøre, for de handler om selve implementeringen af dommene. Men det er klart en problemstilling, som vi løbende rejser. Ingen har påtaget sig at fastlægge procedurer for, hvordan dommene ophæves igen, og indtil nu er det kun sket i ét tilfælde. Det tog vi selv initiativ til,« siger Jakob Willer.

Spærringen er også på anden vis kontroversiel. Det er nemlig ganske let at omgå den gennem gratis såkaldte anonymiseringstjenester, der fungerer som mellemmand mellem ens computer og den side, som man vil besøge, og skjuler, hvorfra man kommer. Dermed slipper man uden om kontrollen, fordi internetforbindelsen registrerer, at man besøger en - lovlig - anonymiseringstjeneste og ikke kan se, hvor man derfra begiver sig hen.

Læs »Code of Conduct« hos Kulturministeriet (i PDF-format)
http://kum.dk/fileadmin/KUM/Documents/Nyheder%20og%20Presse/Pressemeddelelser/2014/Code_of_conduct.pdf

Se mere om lovlige tjenester
http://www.sharewithcare.dk

Blokerede netadresser:

Disse adresser er lige nu forbudt område for danskerne, og alle internetudbydere blokerer for dem:

Spilleområdet:
www.casinoredvegas.com (2012)
www.bet-at-home.com
www.coolhandpoker.com
www.casinotropez.com
www.winner.com
www.titanpoker.com
www.europacasino.com
www.casinodelrio.com
www.casinobellini.com
www.casinomel.com
www.casino-alhambra.com
www.amazingvideopoker.com
www.delrio-casino.com (2012)
www.deuropacasino.com  
www.titancasino.com
www.titancasino.dk
www.alljackpotscasino.com
www.allslotscasino.com
www.1bet2bet.com
www.magamoneygames.com
www.7red.com (2014)
www.7red.dk
www.quasargaming.com
www.wintrillions.com
www.trillonario.com
Lægemiddelområdet
www.thermapower.com (2009)

Rettighedsrelaterede blokeringer:
www.allofmp3.com (2006/7)
www.mp3sparks.com (2006/7)
www.thepiratebay.org (2008)
www.thepiratebay.se (2012)
www.homelifespain.com (2012)
www.grooveshark.com (2012)
www.dreamfilm.se (2013)
www.swefilmer.com (2013)
www.primewire.ag (2013)
www.movie4k.to (2013)

Børnepornofilteret:
Blokering for sider indeholdende børnepornografisk materiale sker ifølge gammel aftale efter direkte anvisning fra Rigspolitiet og Red Barnet.

Ophævede blokeringer:
Fogedforbuddet fra 2011 mod www.24hdiet.com blev ophævet ved dom fra Københavns Byret 27. maj 2013.

Kilde: Teleindustrien i Danmark (TI)