Thygesen: FC Midtjylland bedre end Gladbach

Mikkel Thygesen mener, at FC Midtjylland spiller bedre fodbold og har højere niveau til træningen end hans tidligere klub i Tyskland, Borussia Mönchengladbach.

Mikkel Thygesen får mandag aften comeback for FC Midtjylland i SAS Ligaen, når holdet møder AC Horsens i Fredericia. Og det er en glad spiller, som er vendt hjem til midtjyderne efter et halvt år hos tyske Borussia Mönchengladbach

- Jeg har det fantastisk her, og holdet og klubben har taget utrolig godt imod mig. I en klub som Midtjylland falder man til, så jeg føler mig hjemme, siger 22-årige Thygesen.

I sine seks måneder hos Gladbach fik Mikkel Thygesen blot spilletid i fem ligakampe og blev frosset ud af holdet. Han blev heller ikke imponeret af niveauet under træningen hos den tyske klub, der i sommer rykkede ud af 1. Bundesliga.

- Der er højere niveau til træningen i Midtjylland end i Gladbach. Det er lidt utroligt, synes jeg, når man tænker på, at de lå i Bundesligaen. FCM spiller bedre fodbold end Gladbach, men det er svært at sige, om vi ville vinde en fodboldkamp mod Gladbach, siger Mikkel Thygesen.

/ritzau/