Olaf Eller bliver i Frederikshavn

Frederikshavn har skrevet kontrakt med ishockeytræner Olaf Eller for de kommende tre sæsoner.

Olaf Eller bliver som ishockeytræner i Frederikshavn. Han kom til klubben i november, da nordjyderne fyrede Juri Justra, og planen var, at han skulle træne holdet året ud.

Hensigten har dog hele tiden været at forlænge aftalen med Eller, og nu har parterne indgået en treårig aftale.

- Samarbejdet har for begge parter været særdeles tilfredsstillende, og Olaf har i den grad formået at få holdet på ret kurs. Olaf Eller er personen, der kan give ro på de sportslige linjer og være med til at udvikle White Hawks-holdet i den rigtige retning, så vi inden for den nærmeste fremtid kan få vores sportslige målsætninger opfyldt, nemlig at være med til at præge dansk ishockey, lyder det blandt andet i en pressemeddelelse fra klubben.

Olaf Eller var også træner i klubben fra 2003-2005, inden han skiftede til Herlev.

/ritzau/