Kræftramt Lars Høgh gennemgår vellykket operation

Lars Høgh har modtaget kemobehandling og gennemgik fredag en vellykket operation.

Lars Høgh ses her i aktion som målmandstræner for Danmark under en træning på Luzjniki Stadion i Moskva den 25. juni 2018. Lars Høgh er under behandling for kræft. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er positivt nyt om den tidligere topmålmand Lars Høgh, som er ramt af kræft i bugspytkirtlen.

59-årige Høgh er i gang med et behandlingsforløb og gennemgik fredag en vellykket operation, skriver Brøndby og DBU.

»Som tidligere oplyst blev Lars Høgh tilbage i august diagnosticeret med kræft i bugspytkirtlen, og han har i den sidste måneds tid modtaget kemobehandling.«

»Det har haft en positiv effekt og så god en virkning på tumoren, at han i går (fredag, red.) kunne gennemgå en operation på Rigshospitalet.«

»Vi kan med glæde informere, at operationen gik godt, og at indgrebet var vellykket,« skriver Brøndby på sin hjemmeside.

Lars Høgh er tilknyttet Brøndby og fodboldlandsholdet som målmandstræner.

Før han kastede sig over trænergerningen, var Lars Høgh selv målmand på topniveau, og han var blandt andet med for Danmark ved VM i 1986, hvor han blev passeret fem gange i 1-5-nederlaget i ottendedelsfinalen mod Spanien.

Fynboen er en legende i OB, som han spillede for i hele sin professionelle karriere. Her oplevede han både at blive danmarksmester og var med til at slå Real Madrid ud af Uefa Cuppen.

/ritzau/