Astralis slår verdensetter og er i stor semifinale

Verdens nummer et i Counter-Strike, Team Liquid, blev besejret med 2-0 af det danske Astralis-hold.

Lukas 'gla1ve' Rossander er en af spillerne på Astralis-holdet. Cooper Neill/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Det danske Counter-Strike-hold Astralis er videre til semifinalen i majorturneringen Starladder Major 2019 i Berlin.

Det danske hold slog verdensranglistens nummer et, Team Liquid, med 2-0.

Astralis vandt første bane med 16-8. Anden bane var mere tæt, og her blev resultatet 16-13.

Der er to årlige majorturneringer i Counter-Strike, som er de største turneringer på kalenderen. I Berlin skal Astralis forsøge at vinde den tredje majortitel på stribe.

Siden den seneste majorsejr tilbage i begyndelsen af marts har Astralis-holdet ikke kunnet ramme det vanvittige niveau, som i det meste af 2018 og begyndelsen af 2019 gjorde dem tæt på uovervindelige.

Men fredag aften viste de topniveau.

Amerikanske Team Liquid har været det klart bedste hold det seneste halve år og gik ind til turneringen i Berlin som favoritter.

I semifinalen lørdag skal Astralis op mod NRG fra USA.

Vinderholdet i Berlin kan rejse fra den tyske hovedstad med en præmiecheck på 500.000 dollar (3,4 millioner kroner).

/ritzau/