AGF-træner ramt af håbløshed efter nyt nederlag

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For niende kamp i træk måtte AGF torsdag forlade en Superligakamp som tabere. Denne gang var aarhusianernes banemænd en af de andre nedrykningskandidater, FC Vestsjælland. Med et mål dybt inde i overtiden headede Lasse Nielsen 2-1-sejren hjem.

Efter kampen havde AGFs træner Jesper Fredberg svært ved at forstå, hvad han netop havde været vidne til:

- Det er en tom fornemmelse, vi står med igen. Det er håbløst i øjeblikket. Pisse træls. Vi må videre, sagde han til Canal 8.

FC Vestsjælland kom foran 1-0 efter 16 minutter på et selvmål af AGFs Martin Jørgensen. Osama Akharraz fik dog udlignet for 'de hvide' bare tre minutter senere. Herefter tydede alt på, at begge hold skulle forlade banen med et enkelt point - men dybt inde i overtiden headede Vestjællands Lasse Nielsen et hjørnespark i nettet til stor jubel for tilskuerne på Harboe Arena.

Jesper Fredberg erkendte, at hans mandskab ikke havde spillet den bedste kamp, men mente stadig, at de havde chancerne til at få point:

- Vi spiller ikke en fantastisk kamp, men vi har de chancer, vi skal bruge. Det er unødvendigt at give dem tre point. Et point ville også have været godkendt. Så kunne vi vinde i Sønderjyske og selv afgøre det.

- Men jeg tror ikke, det dødsstødet. Vi skal stadig bare besejre Sønderjyske, og så skal vi bare have flere point end dem i sidste runde.

En af kampens uheldige hovedpersoner, Martin Jørgensen, var lige så skuffet som sin træner. Især fordi han løb rundt inde på banen med følelsen af, at AGF havde godt styr på kampen:

- Selv da vi kommer bagud, får vi kæmpet os tilbage, og jeg føler egentlig, vi har godt styr på dem. Og så scorer de selvfølgelig på en dødbold.

- Det gør ondt, ligesom de sidste mange kampe har gjort det. Vi mangler det sidste i begge ender af banen og spiller egentlig okay, men det kan vi ikke bruge til noget.

Med nederlaget har AGF tre point op til Sønderjyske på den rigtige side af nedrykningsstregen. Sønderjyderne har samtidig en bedre målscore, derfor skal AGF, som det ser ud nu, slutte med et højere pointantal end Lars Søndergaards mandskab. 

Der resterer to runder.