Kedelig krig på Pandora

Forført af instruktøren James Camerons tidligere udtalelser om, at den uundgåelige spilmatisering ville blive en slags filmens forlængede arm, havde jeg derfor store forventninger, da jeg satte mig foran skærmen for at spille.

For nu skulle jeg selv opleve, hvordan det ville være at træde i karakter som en blå Na’vi og kæmpe mod de invaderende mennesker på planeten Pandora, og jeg ville endda også kunne skifte side og prøve livet som marinesoldat på jagt efter værdifulde råstoffer i den frodige jungle. Hvilke oplevelser i vente, hvilke fantastiske tilføjelser til min indre ”Avatar”-fortælling, hvilken historisk sammensmeltning af film- og spilmediet.

Hvilke fejlslagne antagelser. I stedet er ”Avatar: The Game” blot endnu et eksempel i rækken på, hvor nemt det kan gå galt, når film skal laves til spil, men der ikke bruges den nødvendige tid og omtanke. For selvom spillet ikke er decideret dårligt, er det i sandhed et lysende eksempel på forspildte chancer.

Hvor filmen på mange måder er fremragende underholdning, er ”Avatar: The Game” blot et ganske ordinært actionspil, hvor man løber rundt og skyder set fra tredjepersons synsvinklen, mens man samtidig skal løse hjernedøde opgaver, i stil med ”løb mod vest og snak med x, løb mod øst og hent y og løb tilbage til x”. Hverken skyderiet eller opgaverne når tilnærmelsesvist op til noget der kan kaldes fornyende eller vildt spændende, blot, og måske endda med lidt god vilje, mildt underholdende.

Kedsomhedsalarm

Efter en kort introduktion uden lækre filmklip eller andet lir bliver man bedt om at vælge side som Na’vi eller marinesoldat, men umiddelbart er der ikke den helt store forskel på at spille de to racer, bortset fra at soldaterne har klassiske skydevåben som maskingevær og flammekaster, mens man som Na’vi må klare sig med spyd og nærkamp. Det kan dog være at jeg tager fejl, for jeg orkede simpelt hen ikke at gennemspille pivetøjet to gange, af frygt for at kede mig i søvn. Et lyspunkt er dog et ”Risk”-lignende minispil, hvor man skal fordele tropper og ressourcer, men det er samtidig underligt afrevet fra resten af gameplayet.

Skal man sige noget uforbeholdent rosende om ”Avatar: The Game” er det spillets grafik, som er ganske betagende at iagttage, i hvert fald i PlayStation 3-udgaven. Pandoras jungle virker dejlig frodig og indbydende, og man får lyst til at udforske den. Desværre tillades det kun i ringe grad, og man ender hurtigt med bare at tonse af sted uden egentlig at bekymre sig om omgivelserne.

”Avatar: The Game” skal vist nok forestille at foregå i tiden før filmens handling begynder, men jeg fik det aldrig til at hænge ordentligt sammen. Fx leder man i spillet efter nogle såkaldte ”visdomsbrønde”, som man kun kan finde ved at lokalisere og bruge det sjældne råstof unobtanium, mens filmen går ud på at den invaderende menneskehed bare vil have fat i så meget unobtanium som muligt. Blot et af mange inkonsistente elementer.

Måske ville ”Avatar: The Game” ikke have skuffet mig helt så meget, hvis jeg ikke havde set filmen forinden. Men det understreger vel kun spillets fiasko yderligere.

Spillets hjemmeside