»Har vi det ikke hyggeligt?« udbryder den søde dame med altankassen, kaffekanden og hørerøret, Frøken Flora, konstant. Jo, det har vi da. Men vi har det sandelig også noget hæsblæsende. Det Danske Teaters dramatisering af Ole Lund Kirkegaards solskinsglade, anarkistiske historie om drengen Topper, der tegner et næsehorn, som pludselig bliver lyslevende hjemme i det røde hus på havnen, er en børnebogsklassiker, som nok skal lokke få forældrene rundt om i landet til at tage ungerne med i teatret. I Frank Rubæks prut-kække iscenesættelse bliver løjerne dog noget hårdt pumpet og højt gearet, typerne skrapt og larmende trukket op. Som er forestillingen så betændt på ikke at kede, at den i al sin kulørte, friskfyragtige skingerhed ikke må stå stille et øjeblik.
Men som musikalsk børneteater i den mere konservative, gammeldags-gemytlige afdeling placerer »Otto er et næsehorn« sig solidt. Med udmærkede præstationer af Christian Damsgaard, Morten Hemmingsen og Marie Caroline Scheldal som de frække unger, mens man blandt de voksne holder allermest af Niels Weydes dragkomik som skrap bagerdame. Og så er der næsehornet: Den må være en gevinst for enhver børneforestilling - gult med orange prikker og de smukkeste, brune øjne.
