Adolf Eichmann – kaldt arkitekten bag nazisternes jødeudryddelse – er et utroligt almindeligt menneske. Helt gennemsnitlig faktisk. Med sin grå habit, den hvide skjorte, det tætklippede hår og de runde, lidt stærke briller. En kontorist af lidt lavere rang. Og manden bag et af de værste folkemord, verden har oplevet.
»Ondskabens banalitet« talte filosoffen Hannah Arendt om efter mødet med Adolf Eichmann i Jerusalem. Hun gik dermed imod den ellers gængse beskrivelse af topnazisterne som særlige monstre.
Dramatikeren Adam Price gør Hannah Arendts udgangspunkt til sit i stykket »Samtale før døden« på Edison. For ham er det interessante ved Eichmann netop almindeligheden. Det er den, der gør, at det hele kan ske igen. Der vil altid være Eichmanner, der gør folkedrab eller andre grusomheder mulige. Og det farlige ved dem er, at de ikke nødvendigvis gør det, fordi de tror fuldt og helt på en sag. De gør bare, som der bliver sagt, de sætter ikke spørgsmålstegn selv om ordren vil få voldsomme konsekvenser – for andre.
Som kontormanden Adolf Eichmann spilles af Olaf Johannessen, er han bestemt også værd at interessere sig for. Han er først og fremmest karrieremennesket, den flittige, der gerne vil have ros – Adam Price lufter, at den anerkendelse, Eichmann aldrig fik fra sin far, får ham til at angle efter den i partiet og hos sin chef Reinhard Heydrich især.
Afdæmpet og behersket
Olaf Johannessens Eichmann er afdæmpet og behersket, ikke fordi han forsøger at kontrollere sig selv, men fordi det bare ikke ligger til denne mand med store følelsesudbrud. Der ulmer ikke en vulkan af indestængte aggressioner inde i ham. Mesterligt vist i de ganske små bevægelser i Olaf Johannessens krop, i en næsten usynlig trækning ved et øje, når hans jødiske dommer og samtalepartner igen sætter spørgsmålstegn ved en af Eichmanns handlinger. Øjnene, der bliver nærmest rundere af forurettelse. Hånden, der træt gnubber et øjenbryn, skal han virkelig blive ved med at forklare, at han blot fulgte sine overordnedes ordrer? At han er uskyldig selv.
»Samtale før døden« er interessant ved at vælge netop Adolf Eichmann som hovedperson. Selv om han for et moderne publikum ikke er den mest kendte fra Hitlers Tyskland. For ved at vælge ham tvinger Adam Price os til igen at reflektere over, om vi kunne gøre det samme som kontormanden og familiefaderen her. Måske ikke mindst i disse Excel-ark tider?
Indimellem går der noget banalitet og patos i forestillingen. Som når den unge og selvfølgelig ekstremt blonde nazist (Troels Oxholm Thomsen) hælder sko og briller ud over scenen for at gøre de døde jøder fysiske. Det er efterhånden et lidt for brugt symbol til at gøre indtryk. Ligesom Cecilia Zwick Nash som Eichmanns kone nærmest som et pendul svinger rundt i en udvikling, der ikke helt falder i slag: Hvor står hun i forhold til sin mands gerninger?
Let tilgængelig problematikker
Christian Mosbæk giver Heydrich som en levemandstype, der nok ser i hvert fald sig selv som et overmenneske, men som også behersker det politiske spil langt bedre end Eichmann. Han har et andet format.
Og så er der Thomas Gabrielsson i den indimellem lidt konstruerede rolle som den jødiske dommer, der opsøger Eichmann to timer før henrettelsen. Men rollen giver Adam Price en mulighed for at runde nogle tematikker, som det ellers ville være svært at få frem i stykket.
Med Adam Prices tekst i Peter Langdals iscenesættelse bliver de svære problematikker lette at gå til – og det er vigtigt for et emne som dette. Men først og sidst bæres fascinationen i »Samtale før døden« oppe af Olaf Johannesens stærke Adolf Eichmann.
Hvad: »Samtale før døden« af Adam Price.
Hvem: Iscenesættelse: Peter Langdal. Scenografi og kostumer: Karin Betz. Lysdesign: Christian Alkjær. Lyddesign: Troels Møller. Hvor: Betty Nansen Teatret, Edison. Til 9. november.
