Hvorfor kan Hedda ikke bare være tilfreds? Hun har jo det hele. Alt det, hun drømte om: ny mand, nyt hus oven i købet – i Det Røde Rums udgave af Henrik Ibsens »Hedda Gabler« ser vi det både indefra og udefra – en lækkert arkitekttegnet frostboks i scenograf Palle Steen Christensens gengivelse. Men sådan som titelpersonen dukker op i Johanne Louise Schmidts skikkelse, er vi ikke længe i tvivl om diagnosen.
Statuarisk, iskold, den mælkehvide hud svøbt i svalt pudderfarvet buksedragt. Et levende lig, om end et smukt et af slagsen? I hvert fald ramt af en dødelig sygdom. I begyndelsen blot mere end almindeligt lunefuld. Irritabel, ondskabsfuld, afvisende. Rastløst lader hun fingrene spille hen over glasmausolæets ruder, som hun i et upåagtet øjeblik forgæves forsøger at blæse lidt dugget liv i. Men hendes desperation rækker ud over forkælelsen, kedsomheden og den forbitrede skuffelse over det, livet har at tilbyde hende. Hun er ganske enkelt ikke i stand til at komme ind i tilværelsen. Hun formår ikke at betragte sine medmennesker som andet end noget, der er til grin. Som latterlige figurer, hvis patetiske små liv, hun kun kan føle foragt over for. Hvis tåbelige forsøg på lykke, hun er nødt til at ødelægge, blottet for empati, som hun er.
Livsleden slår indad
Hun godter sig over akademikerægtemandens skræk for at blive distanceret på arbejdet – Nicolai Dahl Hamilton spiller ham glimrende som en ambitiøst karrieremenneske og ikke som en nørdet tørvetriller, det er alt for let at afskrive. Kæmper sig fri af tilnærmelserne fra den liderlige husven, som Mikkel Arndt administrerer med passende kynisme. Hun sårer bevidst Ditte Gråbøls fredelige tante Julle. Udnytter rivalindens fortrolighed, for siden at slå hende til gulvet som en rasende løvinde – Marie Dalsgaard har fuld dækning for sårbarheden og naiviteten hos veninden, der aldrig bliver et match. Også Asbjørn Krogh Nissens nedtonede desperado-forfatter må hun destruere, da han ikke lever op til hendes fordringer.
Det fornemme i Johanne Louise Schmidts nuancerede præstation er, at hun længe giver os en idé om, at denne giftige kvinde er smerteligt bevidst om sin egen situation, at håbet om noget andet, noget mere, om at slippe for sig selv, sådan som hun er blevet, lever i hende, men at hun er ude af stand til at handle anderledes, end hun gør. Hun ved nemlig ikke længere, hvad hun leder efter. Med flot eskalerende desperation, indtil livsleden slår indad og hun skyder sig med sine berømte pistoler – lige så frygteligt alene i døden som i livet.
Normalisering af Henrik Ibsen
Hele denne udvikling – eller afvikling – folder instruktøren Rune David Grue glimrende ud. Sat på scenen med en moderniseret normalisering af de ellers så overspændte ibsenske situationer. Og med det glimrende spil hjulpet af de nærbilleder, der her fortætter, snarere end distancerer, og som løbende sender ansigter, profiler, sigende detaljer op på baggrundens store billedskærm. Hans tilgang er måske ikke overrumplende original, også her bliver det hyppigt spillede »Hedda Gabler« historien om tidens utilfredsstillede type med de falske værdier, hun gør oprør mod. Hende der kaster med sten, fordi hun bor i et glashus. Men han eksponerer Heddas perverterede frihedskamp ubønhørligt klart – fuldt på højde med Ibsens grusomt uafvendelige logik, hvor alt peger hen imod den endelige katastrofe.
Hvad: »Hedda Gabler« af Henrik Ibsen.
Hvem: Oversættelse: Niels Brunse. Iscene: Rune David Grue.
Hvor: Det Kongelige Teater, Det Røde Rum. Til 29. januar.
