Utroligt populær og ufatteligt forhadt. Sådan er den nu 20 år gamle, uformelle, bløde og lidt skæve skrifttype, Comic Sans, blevet beskrevet. Og det er denne skrifttype, der lægger navn til svenske Martin Forsbergs nye forestilling »Comic Sans«, hvis mål er at udfordre dansekunstens traditionelle skønhedsidealer.
Mens Martin Forsberg, der er uddannet koreograf fra Skolen for Moderne Dans i 2005, tidligere ofte har brugt et umiddelbart abstrakt og formalistisk bevægelsessprog, er han i »Comic Sans« helt ovre i en teatralsk danseperformance-genre. Og de fire powerpiger på scenen – danserne Ingrid Rosborg, Anni Kaila og Hilde Sandevold samt musikeren og sangeren Qarin Wiström – giver den gas med et væld af rekvisitter kombineret med vilde, akavede og kejtede bevægelser og spasmer.
Som kvinder, der skal deltage i en skønhedskonkurrence, kaster de sig i starten iklædt hvide brudekjoler hysterisk ud i diæt- og træningsprogrammer, inden de iført røde badedragter fortsætter deres psykoinfantile, dyriske og seksuelt betonede udskejelser i selskab med bl.a. cornflakes, balloner og en kæmpe dildo.
Et kort glimt af poesi opstår, når en lille båd placeres på maven af en liggende danser, der får båden til at bølge op og ned som et skib i havsnød. Og komisk er det, når den yderst habile musiker Qarin Wikstrøm til slut gentagne gange uden held forsøger at finde melodien »The Final Countdown« på sit keyboard, som var hun en dilettantisk deltager i en musikkonkurrence.
I pressematerialet kan man læse, at »Comic Sans« byder populærkulturen hjerteligt velkommen i højkulturens hellige dansehaller. En af kvinderne bærer et skråbånd med et kendt citat af den amerikanske kulturkritiker Susan Sontag: »Rules of taste enforce structures of power«. Og så skal forestillingsplakatens fuckfinger vel også antyde, at »Comic Sans« vil gøre op med begrebet god smag.
Men problemet er, at Forsberg som idémand og koreograf til den klichéfyldte, ligegyldige og uskarpe forestilling i høj grad kommer til at fremstå som en kulturelitær person, der blot udstiller og latterliggør populærkulturen. Det er ikke særligt sjovt, men derimod temmelig anstrengende i længden. Og »Comic Sans« kan hverken i form, indhold eller dramaturgi tilnærmelsesvis måle sig med f.eks. det fine og helstøbte værk »Stitch«, som Forsberg præsenterede i Dansehallerne i 2011.
Hvad: »Comic Sans«. Hvem: Koncept og koreografi: Martin Forsberg. Dramaturg: Elin Grinaker. Scenografi: Jenny Nordberg. Musik: Qarin Wikström. Hvor: Dansehallerne, sidste dag 4. oktober.
