Kun point til Andreas Bo for parodierne

Andreas Bos første onemanshow hed »Plagiat«. At nummer to hedder »Original« er mere for ikke at hedde »Plagiat II« Hovednumrene er nemlig stadig parodier.

Andreas Bo på scenen i Bremen Teatret, der lagde hus til de første show på en landsdækkende turné, der kører helt til marts. Foto PR Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En god parodi har groft sagt tre elementer: Kropssproget, stemmen og teksten.

Andreas Bo får hjælp til at skrive sine tekster, så det er ikke hér, hans styrke ligger. Med sin størrelse og sine markante fysiske træk er han også svær at få til at ligne hvem som helst, så med hensyn til fysisk lighed og udklædning går han den groteske vej med en vis effekt. Nogle gange ligner det og nogle gange slet ikke.

Den virkelige styrke i hans parodier ligger til gengæld i kropssprog og mimik. Hans lettere eksalterede og bøvede bevægelser rammer ofte nogle sandheder. Forstået på den måde, at de i hver eneste parodi rammer Fedtmule, men heldigvis meget ofte også den mand eller kvinde som Andreas Bo har sat sig for at gengive.

Pudsigt nok går det ofte allerbedst med kvinderne. Håndboldspilleren Mikkel Hansen og Rasmus Seebach er der ikke mange nuancer i, mens dronning Margrethe og Ulla Therkelsen sidder i bulls eye – lige midt i dartskiven. TV-køkkenet hvor én blandt publikum kan styre Andreas Bo fra at hoppe mellem Thomas Blachmann, Ole Thestrup og Ole Henriksen med et tryk på en iPad er også en skæg idé.

Men kan man få et onemanshow på en time og tre kvarter til at virke med en klar overvægt af parodier? Ikke helt. Den slags virker bedst i revynumre og andre korte spurter, som der heldigvis er mange af i »Original«.

Mere jovialt råbende end skarpt morsom

Som komiker mellem parodierne er Andreas Bo mere jovialt råbende end skarpt morsom, og der er for meget fyld med ligegyldig musik fra de unge dage, som mest ser ud til at være med for Andreas Bos egen skyld. Showet slingrer i første del, er bedst i anden del, men kunne med fordel sammenlagt trimmes med mindst et kvarter.

Jeg var underholdt i kortere øjeblikke, men det publikum, der gennem mange optrædener i TV kan tæppebombes til at tro, at Andreas Bo er et af de største komiske navne, vi har herhjemme, vil med garanti fylde comedysale landet over de kommende måneder.

Andreas Bo regnede selv ud, at han omsætter for mere end 20 mio. kr. på en turné. Den, som kan være i centrum for sådan en operation, har fortjent den, men jeg efterlyser lidt mere hjerteblod næste gang.

Andreas Bo taler i en monolog om et stressanfald for to år siden. Pointen er, at stressen holdt op, da han fik læsebriller. Den slags snuptag fungerer vist kun langt ude på landet, hvor man ikke bruger psykologer, så lige netop her misser Andreas Bo en mulighed for at lade os kigge lidt mere ind bag parodikongens maske.

Hvem: Andreas Bo – Original.

Hvad: Comedyshow.

Hvor: Bremen Teatret fredag aften.