Republiques nye Tjekhov hænger alt for fast i fortidens dynd

Tjekhovs »Tre søstre« kommer ikke i mål på Republique – trods kønsskifte og omplantning til den danske provinsmuld.

Livet er svært: Meningsløsheden råder stadig, selv om Tjekhovs tre søstre har skiftet køn og nu bor i nutidens danske provins i »3 brødre« på Republique. Forrest Morten Christensen. Foto: Per Morten Abrahamsen Fold sammen
Læs mere

Hvad sker der, hvis man tager Anton Tjekhovs klassiske stykke, »Tre søstre«, og vender det på hovedet? Skifter køn på Olga, Masja og Irina og kalder dem Ole, Mads og Ivan? Og planter dem om fra en garnisonsby langt ude på det russiske bøhland engang i tiden omkring forrige århundredeskifte for i stedet at lade dem henslæbe tilværelsen i dagens danske provins. Hvor de ikke længere ser livet passere, mens de drømmer om Moskva, men i stedet henslæber en triviel tilværelse, mens de længes efter det perfekte liv i København? Ja, hvad sker der?

Desværre ikke så meget, som Alias Teaterproduktion, der spiller sin »3 brødre« på Republique, havde håbet på. Ideen er jo god nok. Er det ikke mændene, der sidder tilbage på Bornholm og i Vendsyssel, når kvinderne forlader byen for at søge uddannelse og caffe latte andre steder?

Er det ikke sådan, at nu også mænd – sådan som Tjekhovs søstre var det – er underkastet det modsatte og efterhånden stærkere køns luner? Er det i det hele taget ikke sådan, at vi aldrig opnår den lykketilstand, vi higer efter – livet som en evig landsforvisning fra lykken?

Det kunne der alt sammen være kommet noget ret forrygende ud af, hvis nu man havde fundet en ny dramatiker, der kunne have læst Tjekhovs vidunderlige stykke for derefter at have glemt det igen og skrevet en forrygende bidsk danmarkssatire over ham.

Pust af noget andet

Nu hænger man desværre fast i den store russiske dramatikers bogstav uden de store ændringer, så personerne sidder midt imellem videofilmene i den hæslige lædersofa og filosoferer om livets meningsløshed på tjekhovsk.

Jo da, der er referencer til skodjobs i SuperBrugsen og Tue West. Kedsomhedens klaver er skiftet ud med det karaokeanlæg, der tilbyder personerne på skift at vrænge deres længsler ud. Men overordnet bliver den moderniserede ramme en spændetrøje, der ikke rigtigt passer.

Scenograf Adelstein Stefansson har ellers fint placeret spillet i et åbent hus, hvor vi kan følge med i alt, der foregår – også inde i soveværelserne. Og når frustrationen og klaustrofobien har bredt sig endnu mere i anden afdeling, har instruktøren Anders Lundorph tvunget alle personerne sammen på meget lidt plads. Fint tænkt.

I det store galleri af levende og lidende personer er der fine enkeltpræstationer, men man kommer ikke uden om at notere sig en vis uegalitet i ensemblet. Bedst er Meike Bahnsen som den københavnersofistikerede Alexandra, der kommer ind som et frisk pust af noget andet – spillet på en flot nerve på grænsen til hysteriet.

Stine Schrøder Jensen har både sind og sans for Tjekhovs komiske sider som den bebrillede logerende, der ulykkeligt elsker yngstebroeren, som Joens Højerslev dygtigt lader vokse fra det bly til det frustrerede.

De øvrige har sværere ved at finde melodien. Morten Christensens ældste bror har allerede fra starten opgivet ævred, mens Martin Geertz som den mellemste næsten prøver for hårdt. For nu lige at runde titelpersonerne. Tjekhov til tiden? Dertil hænger den alt for fast i fortidens dynd trods udenomsværkerne.

Hvad: »3 brødre«.

Hvem: Oversættelse: Kjeld Bjørnager. Bearbejdelse: Morten Christensen, Line Bie Rosenstjerne og Martin Geertz. Iscenesættelse og idé: Anders Lundorph. Scenografi: Adelstein Stefansson.

Hvor: Alias Teaterproduktion / Republique, Lille scene. Til 1. november. Herefter danmarksturné 3.-26. november.