Han kommer fløjtende ind på scenen. Så er den sat, scenen altså. Det er retten også. »Sandsynligvis« på Husets Teater handler nemlig om Frank Grevil, manden der gjorde ordet whistleblower kendt i en større, dansk offentlighed, da den ansatte i Forsvarets Efterretningstjeneste lækkede fortrolige dokumenter om det reelle trusselsbillede i Saddams Irak.
Maj Rørbæk Damgaards stykke er ganske vist en oprulning af sagen, kapitel for kapitel. Hele den meget lange og komplicerede krigsoptakt berettes sideløbende med den velkendte retssag. Men iscenesætteren Heinrich Christensen gør alt, hvad han kan - og han kan meget - for at blæse karikeret liv i historien. Med alle de fordele, men desværre også ulemper, det måtte give.
Der er masser af smarte klip og udogmatisk omgang med hvem, der kan spille hvem: Claus Flygare, Laus Høybye, Charlotte Fich og Camilla Lohmann er omstillingsparate. Papirflyvere og filtrede kugler af makulerede dokumenter kastes rundt til illustration af den Irak-krig, som er årsag til det hele. Alt sammen sat på scenen som en temmelig bastant ølkassepolitisk dogmerevy, der ikke er i tvivl om, hvor skylden skal placeres.
Hele slagets gang
Anført af Høybyes ret præcise karikatur af stivstikkeren Fogh Rasmussen er den danske regering - den amerikanske præsidents dikkende lammehaler - skyldige i forvanskning af kendsgerninger fra det FET, hvis gammeldags ineffektivitet nærmest beskrives som kontorsatire i stil med »The Office« i komedieagtige scener. Alle undtagen Grevil selv er hvidmalede i ansigterne med sorte rande under øjnene: Var der nogen, der sagde agitprop?
Resultatet er både monotont og højtgearet. Kedeligt, fordi vi snart til bevidstløshed - hvis man ellers har fulgt nogenlunde med i timen - kender hele slagets gang - for længst oprullet i aviser og i Charlotte Aagaards udmærkede bog om Grevil-affæren. Hvad mere har teatret at tilføje?
I hvert fald ikke meget end det allerede vedtagne. Nuancering af synspunkterne er i hvert fald ikke hensigten. Synd, når nu Jesper Asholts snurrige, kantede Frank er en skikkelse, der kunne have været rigtig spændende - offer for både sin brovtende fars nedgørelse og sine egne høje tanker om sig selv.
