Sex-anklaget dansker i USA slipper for fodlænke

Den danske pædagogstuderende, der er anklaget for at have krænket en række børn i New York, slipper for at bære fodlænke, mens den amerikanske anklagemyndighed efterforsker sagen færdig.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er godt nyt for den 22-årige danske pædagogstuderende Malthe Thomsen, der er anklaget for at have krænket 13 børn i en børnehave i New York.

Han slipper for at bære fodlænke, sådan som han elles har gjort, siden han blev anholdt 27. juni, mens anklagemyndigheden efterforsker sagen færdig. Danskeren skal dog blive i New York, mens sagen verserer, og politiet beholder ifølge dr.dk hans pas.

Sagen mod danskeren blev genoptaget torsdag, og af retsmødet fremgik det ifølge dr.dk, at sagen mod den danske pædagogstuderende udsættes endnu engang - denne gang til 13. november. Sagen er allerede blevet udsat én gang.

Ved retsmødet blev Malthe Thomsens kautionsbeløb samtidig nedsat fra to til en million kroner. Anklageren gjorde det dog klart, at det ikke er udtryk for, at anklagerens sag er svækket, skriver dr.dk.

Malthe Thomsen er mistænkt for at have krænket 13 børn seksuelt i en børnehave i New York, hvor han var praktikant, indtil han blev anholdt og fængslet.

Det var en kollega, der anmeldte danskeren. Denne kollega rejste efterfølgende til Grækenland, hvor hun fortsat befinder sig. Det er baggrunden for, at sagen trækker i langdrag.

Børnehaven gennemførte efterfølgende en undersøgelse af påstandene mod Malthe Thomsen, og ifølge den interne undersøgelse var der intet at klandre den 22-årige dansker for.