Røde partier presser Socialdemokratiet i sag om børn fra IS-fangelejre

Både Enhedslisten, SF og Radikale Venstre vil have danske børn, der lever i fangelejre i Syrien, tilbage til Danmark. Men Socialdemokratiet er ikke klar til at lægge sig fast på en overordnet retning.

Danske børn i fangelejre i Syrien skal hentes hjem, mener både Enhedslisten, SF og de Radikale. Men Mette Frederiksen og Socialdemokratiet vil ikke tage overordnet stilling til sagerne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Midt i regeringsforhandlingerne vil Enhedslisten, SF og de Radikale have hentet danske børn i IS-fangelejre til Danmark.

Partiernes krav kommer i kølvandet på sagen, hvor en 13-årig dansk dreng søndag blev hentet hjem fra en lejr i Syrien.

Men Socialdemokratiet mener derimod ikke, at man kan behandle alle sagerne om børn af danske IS-jihadister på samme måde.

»Der er stor forskel på sagerne. Og derfor også, hvordan de skal håndteres. Vi har længe efterspurgt, at den tidligere regering indkaldte til orientering om de forskellige sager. Det valgte den desværre ikke at gøre. Derfor har jeg ikke overblik over alder, nationalt tilhørsforhold med videre,« skriver retsordfører Trine Bramsen (S) til Berlingske i en SMS.

Har du mulighed for at uddybe over telefonen? Jeg vil meget gerne høre, hvor Socialdemokratiet står.

»Jeg har jo lige svaret. Vi står der, hvor jeg har skrevet. Sagerne er meget forskellige og skal derfor behandles forskelligt. På nuværende tidspunkt har vi ikke et overblik over nationalt tilhørsforhold, alder med videre.«

Men mener I, at Danmark har et ansvar for at få børnene hjem, ligesom Enhedslisten, SF og Radikale Venstre mener?

»Der er tale om meget forskellige sager, som derfor skal behandles forskelligt. Første opgave må være at få et overblik over, hvem der overhovedet er danske statsborgere. Det ved vi ikke på nuværende tidspunkt.«

Drengen i den konkrete sag er dansk statsborger. Det samme er hans mor. Mener I, at danske statsborgere skal sendes hjem til Danmark?

»Det vil være meget forkert at begynde at sagsbehandle. Ikke mindst på et relativt uoplyst grundlag. Men med hensyn til drengen, der er hentet hjem, er der tale om en helt særlig situation.«

Søndag kom det frem, at den 13-årige danske dreng blev hentet hjem, fordi han havde lammelser i benene forårsaget af det skud, der havde ramt ham i ryggen. Drengens far er død, og moderen bor fortsat i lejren sammen med drengens søskende. De er alle danske statsborgere.

I første omgang er han i et tredje land, hvor han får medicinsk behandling. Derefter skal drengens danske pårørende sørge for at få ham sikkert til Danmark.

Det er første gang, at Danmark får et barn af en IS-jihadist, der har taget familien med til Syrien, hjem igen.

Sagen åbner op for en række principielle spørgsmål: Bør vi overhovedet tage jihadisters børn med tilbage til Danmark? Hvordan skal det så foregå? Og hvad er kriterierne?

Rosa Lund (EL), retsordfører

»Danske børn hører ikke til i en IS-lejr.«


Danske statsborgere skal hjem

Holdningen hos Socialdemokratiets tre støttepartier er imidlertid klar: Børn, som er danske statsborgere, skal have lov til at komme hjem til Danmark.

Pia Olsen Dyhr, formand for SF, har således over for DR kaldt det en »rigtig positiv nyhed«, at den 13-årige dreng bliver hjulpet hjem.

»Vi har desværre danske børn, som sidder fast i flygtningelejre i Syrien, som er udsat for nogle meget voldsomme overgreb, men også meget voldsomme livsbetingelser. Så vidt jeg ved, er drengen blevet beskudt, og derfor skal han selvfølgelig hjem til behandling i Danmark. Hvis der er tale om danske statsborgere, hører de hjemme i Danmark,« siger hun til DR.

Berlingske ville gerne have spurgt SF, om hjemtagelsen af danske børn af formodede IS-jihadister bliver en del af regeringsforhandlingerne. Men i en SMS til Berlingske oplyser SFs presseafdeling, at partiet ikke har yderligere kommentarer til sagen, og at det nu vil blive drøftet i partigruppen.

Både Enhedslisten og de Radikale bakker op.

Ifølge Rosa Lund, retsordfører for Enhedslisten, bør sagen om den 13-årige dreng endda ligge til grund for, at alle andre danske børn i samme situation også kommer hjem til Danmark.

»Danske børn hører ikke til i en IS-lejr. Men deres mødre skal jo også med, hvis de er danske statsborgere. Jeg synes, vi bør tage alle danske statsborgere hjem,« siger hun til Politiken.

Og Martin Lidegaard, udenrigsordfører for Radikale Venstre, mener, at »det er på høje tid, at vi får de her børn hjem«, som han siger til Politiken.

Søndag blev Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, interviewet af pressen foran Christiansborg, hvor hun om den 13-årige dreng sagde:

»Det er godt, at han er blevet evakueret.«

»Skal Danmark fortsat evakuere børn i Syrien?« spurgte en journalist på Christiansborg.

»Jeg står ikke og tager stilling til hver enkelt sag. Her var der en helt konkret sag med en dreng, som virkelig havde behov for at komme væk, og derfor er det godt, at han er blevet evakueret,« lød svaret fra Mette Frederiksen.