Gigantisk norsk oliefond sælger aktier for milliarder

Den statslige norske pengetank Oljefondet sælger ud af aktier i flere selskaber, fordi den vil undgå at støtte et muligt salg af våben eller militært udstyr til udvalgte lande gennem de virksomheder, den investerer i.

Propalæstinentiske aktivister blokerer indgangene til Norges Bank til en investeringskonference i april. Aktivisterne kræver, at Norges Bank, Etikkrådet og Finansministeriet trækker Oljefondets investeringer i virksomheder, som de hævder forsyner Israel med våben eller samarbejder med den israelske våbenindustri.  Ole Berg-Rusten/NTB/Ritzau Scanpix

Overalt i den vestlige verdens store byer er der hyppige demonstrationer mod krigshandlinger og en efterlysning af ansvarlige investeringer.

Krigen mellem Hamas og Israel og krigen i Ukraine er bare to af flere brændpunkter. Og konflikterne har det til fælles, at de øger presset på verdens virksomheder for at tage større ansvar.