Tryllekunstneren David Copperfield har solgt billetter for milliarder af kroner, og især i 1980erne og 1990erne var han verdenskendt for sine storladne trick.

Nu skriver The Guardian, på baggrund af interview med over 100 mennesker samt rets- og politiarkiver, at 16 kvinder har anklaget den nu 67-årige Copperfield for seksuelle overgreb og upassende adfærd. 

Anklagerne drejer sig om hændelser, der angiveligt er sket fra slutningen af 1980erne og frem til 2014. Ifølge avisen kommer over halvdelen af anklagerne fra kvinder, der var under 18 år på tidspunktet for de angivelige hændelser. 

Copperfield selv afviser anklagerne, og hans advokater siger, at de »ikke alene er fuldstændig falske, de er også helt utroværdige«. 

Det er ikke første gang, at Copperfield bliver anklaget for krænkelser. 

I kølvandet på #metoo-bølgen, hvor mange ofre begyndte at tale højt om overgreb, de ellers havde fortiet, stod Brittney Lewis frem med sin historie i 2018 i mediet The Wrap.

Påtvungen forgiftning

Hun fortalte, at Copperfield havde begået et overgreb på hende efter på en eller anden måde at have givet hende stoffer, uden at hun opdagede det. Det angivelige overgreb skal have foregået i 1988, da Lewis var 17 år gammel og arbejdede som model.

Copperfield afviste dengang anklagerne. 

En anden kvinde, der optræder anonymt, fortæller til The Guardian, at hun oplevede noget lignende, hvor hun og en veninde ligeledes blev drugget (når en person giver andre narkotiske stoffer, uden modtageren er bekendt med det) og derfor ikke var i stand til at samtykke til de efterfølgende seksuelle akter mellem de to kvinder og Copperfield. 

»Jeg ville aldrig bare sige dette til nogen, hvis jeg ikke virkelig – med Gud som mit vidne – troede, at jeg var bedøvet på det tidspunkt,« siger kvinden til The Guardian om den angivelige hændelse. 

Hændelsen skal være sket i 1993, efter de blev inviteret til at få en drink med Copperfield efter et af hans show.

Et af David Copperfields mest berømte trick var, da han i 1983 fik Frihedsgudinden til at forsvinde og dukke op igen, foran både det tilstedeværende publikum og rullende kameraer, der optog det hele i en lang sekvens uden klip. 
Et af David Copperfields mest berømte trick var, da han i 1983 fik Frihedsgudinden til at forsvinde og dukke op igen, foran både det tilstedeværende publikum og rullende kameraer, der optog det hele i en lang sekvens uden klip.  AP/Ritzau Scanpix

Copperfields advokater benægter ligeledes disse anklager og siger, at der aldrig har været klager rettet mod ham fra de spillesteder, hvor han optrådte på daværende tidspunkt. De siger også, at stoffer »ikke er en del af Copperfields verden«. 

Andre af anklagerne drejer sig om, at Copperfield skal have befølt kvinder eller fået dem til at beføle ham på en seksuel måde under sine optrædener. 

En af disse anklager kommer fra Fallon Thornton, der nu er 38 år gammel. 

Hun siger, at Copperfield klemte hendes bryst, efter hun blev kaldt op på scenen under et show i MGM Grand Casino i Las Vegas i 2014. 

Hun anmeldte dengang hændelsen til både MGM Grand og til politiet i Las Vegas. Politiet afviste sagen på grund af manglende beviser, siger det til The Guardian.

David Copperfield havde et samarbejde med det internationale Red Barnet om et storladent show, hvor han skulle få månen til at forsvinde. 

Men det blev samarbejdet, der forsvandt, efter Red Barnet droppede samarbejdet i januar 2024, bekræfter organisationen til The Guardian.

David Copperfield afviser som nævnt alle anklager, og hans advokater siger, at han håber, at samarbejdet med Red Barnet vil fortsætte på et tidspunkt i fremtiden. 

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske opdaterer mig på de vigtigste nyheder fra ind- og udland om politik samfund og kultur mandag-fredag kl.08.00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.