Politiet advarer mod farlige stoffer på festival

Flere personer er indlagt til observation efter indtagelse af stoffer på Roskilde Festival. Festivalledelsen tager afstand fra brugen af stoffer, men afviser, at man kan kontrollere sig ud af problemet.

Der er farlige stoffer i omløb på årets Roskilde Festival.

Politiet anholdt mandag en 16-årig pige og en 18-årig mand for besiddelse af stoffer, og op mod fire personer er ifølge bt.dk indlagt på intensivafdelingen til observation efter brug af stoffer.

Det drejer sig blandt andet om LSD og ecstasy, der kan medføre, at kroppens evne til at regulere sig selv bliver sat ud af spillet.

»Man farer rundt, indtil man bliver overkørt og brænder sammen – og i værste fald stopper med at trække vejret. Nogle mister selvkontrollen. Pludselig tror de, at de kan flyve, eller finder på at gå rundt på motorvejen for at stoppe bilerne,« siger Jens Tingsleff, der er ledende overlæge på Køge Sygehus og ansvarlig for beredskabet i forbindelse med festivalen.

Politiet advarer festivalgæsterne mod de farlige stoffer.

»Desværre har vi set, at mange eksperimenterer med forskellige stoffer, og nogle er efterfølgende blevet kørt på sygehuset. De ved ikke, hvad de indtager, og har ingen fornemmelse af, hvor stærkt det er,« siger kommunikationsansvarlig Carsten Andersen, Midt- og Vestsjællands Politi.

Direktør for Roskilde Festival Christina Bilde siger, at man tager klart afstand fra brugen af stoffer.

»Vi har markeret en klar holdning til stoffer: Vi er imod stoffer. Vi har fordelt opgaven mellem os og politiet, så vi har den oplysende indsats, og politiet har den håndhævende indsats,« siger hun.

»Vi har sygeplejersker og samaritter ude på festivalen, så der er mulighed for, at vi kan gribe ind, hvis folk føler sig utrygge. Vores medarbejdere får også spørgsmål fra gæsterne om stoffer. Vi har en klar holdning kombineret med, at vi er der, hvis de har brug for os. Gud forbyde, at de ikke tør komme til os,« tilføjer festivaldirektøren.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

Men selv om festivalledelsen er klar over, at der florerer stoffer, kontrollerer man ikke gæsterne ved indgangene.

»Der gør vi ikke. Vi tager ikke stikprøver eller lignende. De eksperter, som vi konsulterer med, siger, at det ikke gør nogen forskel. Folk finder bare på andre steder at gemme stofferne,« siger Christina Bilde.

Ifølge festivaldirektøren er brugen af stoffer på årets festival hverken større eller mindre end tidligere år.