Nu begynder Danmarks største hackersag

Den største hackersag i danmarkshistorien er netop nu i gang. Her er den svenske hacker Gottfrid Warg og en 21-årig dansker sigtet for ulovligt at have skaffet sig adgang til blandt andet det danske CPR-register.

Den svenske it-ekspert Gottfrid Svartholm Warg og hans danske kammerat er oppe imod alvorlige anklager. Sagen har været karakteriseret ved en mur af tavshed fra de to hovedmistænkte mænd, men nu vil danskeren åbne munden og forklare sig, når retssagen begynder ved Retten på Frederiksberg tirsdag. Fold sammen
Læs mere
Foto: EVA SEIDER

Den største hackersag i Danmark, der netop nu er i gang, kan blive en spektakulær affære.

Den svenske stifter af den omdiskuterede fildelingstjeneste The Pirate Bay, Gottfrid Warg, står sammen en 21-årig dansker tiltalt for at have begået grov hacking og omfattende forstyrrelse af den offentlige it-infrastruktur. De to mænd, som risikerer op til seks års fængsel for deres påståede handlinger, er mistænkt for gennem næsten fem måneder i 2012 at have udnyttet et hul i systemerne hos den statslige IT-leverandør CSC, hvor de ifølge anklageskriftet efterfølgende har stjålet oplysninger fra bl.a. kriminalregistret, kørekortsregistret og CPR-registret og derefter downloadet oplysningerne til IP-adresser i Tyskland, Iran og Cambodia.

På den ene side har anklagemyndigheden med vicestatsadvokat Anders Riisager i spidsen fundet flere af de stjålne data fra angrebet på Gottfrid Wargs computer. Desuden har man fundet en chatkorrespondance mellem to brugere ved navn »My Evil Twin« og »Advanced Persistance Terrorist Threat«, hvor de to navne mistænkes for at være identiske med de to gerningsmænd. I samtalen videregives angiveligt de oplysninger, som »My Evil Twin« skal bruge til at hacke serveren hos CSC.

På den anden side vil Gottfrid Wargs forsvarsadvokat, Luise Høj, forsøge at overbevise nævningene om, at hendes klients computer blev fjernstyret af ukendte gerningsmænd, og at svenskeren derfor ikke er skyldig i anklagerne. Og det er netop det punkt, som kan blive tvisten i sagen. Det viser en lignende sag fra Sverige, hvor Gottfrid Warg også var tiltalt.

I sommeren 2012 blev Gottfrid Warg anholdt i Cambodias hovedstad, Phnom Penh, hvor han på det tidspunkt var bosat. De svenske myndigheder mistænkte ham for at trænge ind i IT-systemer i to IT-firmaer, hvor der ifølge anklagerne bl.a. er stjålet oplysninger om svenskernes skatteforhold. Desuden blev han tiltalt for at trænge ind i storbanken Nordea og foretage kontooverførsler. Gottfrid Warg blev idømt to års fængsel og ankede dommen.

Her blev et ekspertudsagn afgørende for Wargs videre skæbne. Et udsagn, der netop forklarede, at svenskerens computer i realiteten kunne have været styret af en anden. Han blev derfor frikendt for at have skaffet sig ulovlig adgang til Nordea og begået bedrageri for millioner. Derfor fik han kun et års fængsel for et andet forhold, som han selv erkendte at have begået.

Manden som blev ført som ekspertvidne i den svenske sag kan nu også - mod anklagemyndighedens vilje - være på vej til at vidne i CSC-sagen.

Manden er amerikaneren Jacob Appelbaum.

Appelbaum har arbejdet sammen med Wikileaks-stifteren Julian Assange, der har haft adgang til Edward Snowdens tophemmelige dokumenter fra NSA, og han er desuden stifter af TOR-netværket, som gør det muligt at surfe anonymt på nettet. Med andre ord en internetaktivist og superhacker.

Forsvarerne har ønsket at indkalde Jacob Appelbaum som vidne, men anklagemyndigheden har sat sig imod uden held. Forsvareren har nu fået lov til at føre Jacob Appelbaum som vidne.

Sagens første retsmøde foregår i dag, og der er afsat 15 dage i retten til afviklingen, før der efter planen falder dom d. 31. oktober.