»Nogle gange er det bedre ikke at sige for meget«

I Ringkøbing stemmer man på Venstre, for det har man altid gjort - men hverken borgmester eller borgere er meget for at tale mere om den sag. Byen er sidste stop i Berlingskes serie om partipolitiske højborge.

Fra rådhuset i Ringkøbing kan Venstreborgmester Iver Enevoldsen se hele vejen over til sin hjemby Hvide Sande – et af de mest liberale minisamfund i Danmark. Fold sammen
Læs mere

Allerede da Berlingske ringer for at aftale tid og sted for interviewet, er borgmesteren modstræbende.

Ringkøbing-Skjern er sidste stop i Berlingskes serie om partipolitiske højborge, og avisen har bedt Iver Enevoldsen om at gøre det samme som borgmesterkollegerne i Herlev, Vallensbæk, Kalundborg og Nakskov: udpege det sted i kommunen, hvor det regerende parti har sat de tydeligste politiske fingeraftryk i byen.

Men det giver slet ikke mening, indvender Venstremanden.

Nej, Venstres aftryk kan ikke indkapsles i fotograferbare enklaver. De liberale værdier gennemtrænger hver en millimeter af kommunens 150.000 hektar langs Ringkøbing fjord – fra den fine gamle købstad med de nuttede brostensgader til det tyndtbefolkede opland med stovte fiskere og landmænd.

Højborgen er allestedsnærværende, uden nogen i øvrigt tænker nærmere over det.

Så vi mødes på rådhuset i stedet.

Sammen med Herning og Varde tilhører Ringkøbing-Skjern den eksklusive klub af kun tre kommuner på landsplan med rent venstreflertal, og borgmesterens egen hjemstavn, Hvide Sande, er et af de mest liberale minisamfund i landet: Ved sidste folketingsvalg satte knap halvdelen af vælgerne deres kryds ved partiet Venstre. Til kommunal­valget var andelen oppe på mere end 75 pct.

Det er straks vanskeligere at finde ud af, hvorfor det er sådan, hvad Venstre egentlig står for i fjordkommunen, og hvad der får så stor en del af vest­jyderne til at genvælge bondepartiet gang på gang.

Den borgerlige ånd er noget, man har i blodet, ikke i munden. Og på borgmesterkontoret, hvor Iver Enevoldsen sidder klar med kaffe og kage, bliver der under ingen omstændigheder ruttet med ordene, og da slet ikke i anledningen af et besøg fra en københavnsk journalist.

»Generelt må man sige, at folk er mere borgerlige her. Og fakta er, at Venstre klarer sig godt. Men det er jo ikke noget, jeg sådan har gået og analyseret på. Jeg kan bare konstatere, at sådan er det.«

Hvad kan han, som socialdemokratiske kommuner ikke kan? Hvor adskiller den lokale venstrepolitik sig fra den nationale ditto? Alle de spørgsmål, andre borgmestre hellere end gerne udbreder sig om, gider Iver Enevoldsen ikke beskæftige sig med. Han er ikke så meget til »smalltalkeri«, som han siger:

»Det er ikke min stil at tale om modsætninger eller holde lange taler. Det er heller ikke min erfaring, at det er den måde, man får mest igennem på. Jeg vælger nøje, hvilke diskussioner, det er værd at gå ind i. Og nogle gange er det bedre ikke at sige for meget.«

Tavshedens strategi

Lidt på samme måde som moderpartiets og Lars Løkkes aktuelle strategi på tinge, kan man anføre. Også her har det vist sig udbytterigt at vælge tavshedens frem for de selvstændige udmeldingers strategi. Hvorfor spolere succesen med harske udmeldinger og unødvendig taletid, når tilslutningen tilsyneladende vokser, jo længere stillelegen varer ved?

Den, der lever stille, lever godt, synes tankegangen at være.

Den analogi er Iver Enevoldsen nu ikke meget for. Han når bestemt ud til vælgerne, siger han, det er bare ikke nødvendigt at bruge pressen som kanal.

Modsat egnens øvrige partier har Venstre nemlig holdt fast i partiets over 20 forskellige vælgerforeninger i området. På den måde er Venstre bredt forankret i alle dele af kommunen, og det gør det nemmere at få budskaberne ud til befolkningen, forklarer han – ud i lokalsamfundene, hvor folk lever og bor.

Hvis der er noget, borgmesteren er uenig med partifællerne på Christiansborg om, kontakter han folketingspolitikerne direkte. Ingen grund til at blæse det offentligt op eller snakke for meget om det.

Dermed ikke sagt, at han føler sig sikker på, at Venstre kan bevare sin magtbastion i kommunen.

»Det dummeste, man kan, i lokalpolitik er at sidde og blive for selvsikker. For selv om vi synes, at vi er i dialog med borgerne, vil det jo ikke altid være borgeren, der får ret. Så selvfølgelig kan der opstå lokale modsætninger,« siger han.

Hvilke, hvordan og hvorledes ser han ingen grund til at udbrede sig nærmere til Berlingske om.

Handelshøjskolevenstre kommer

Iver Enevoldsen skal da heller ikke spejde langt for at se, hvad åbenmundethed og parti­kritik i offentligheden kan føre med sig.

I de vestjyske nabokommuner, hvor mange af borgmesterkollegerne har følt sig glemt af de Venstrefolk, der engang blev anset for netop at være repræsentanter for det Danmark, der ligger længst fra Slotholmens gange, er munden nogle gange løbet over. Ikke mindst forrige års ballade om placeringen af et nyt supersygehus ved Herning har stødt kernetropperne i mange vestjyske kommuner bort. Det kan mærkes på stemme­urnerne:

Mens Venstre ved sidste folketingsvalg kunne mønstre en fremgang på et halvt procentpoint på landsplan, gik det tilbage med tre i Vestjyllands storkreds. Uffe Ellemanns mission om at forvandle det gamle bondeparti til et moderne politisk parti med appel hos byboerne må siges at være lykkedes: Venstre er blevet forynget og urbaniseret. Men at tilgodese det jordbundne Landbovenstre i udkantsområderne og det metropole Handelsskolevenstre i de større byer på én og samme tid har måske vist sig sværere end som så.

I Ringkøbing bakkede Iver Enevoldsen dog op om Herningløsningen i sygehussagen og syntes, at »der var rigelig meget klynk« fra de andre kommuner. Han protesterer heller ikke som andre kolleger over den nulvækst i kommunerne, som Venstre på Christiansborg går ind for.

»Vi kan jo ikke foregøgle folk, at der er råd til det ene og det andet og det tredje, hvis økonomien ikke er til det,« siger han.

Modsat kollegaerne hos Socialdemokraterne, der venligt har frabedt sig partiformand Helle Thorning-Schmidts tilstedeværelse, vil Iver Enevoldsen hellere end gerne have sin partiformand Lars Løkke på besøg i den forestående kommunalvalgkamp. Nu hvor partiet er i fremgang nationalt, kan det jo være, at succesen smitter endnu mere af lokalt. Heller ikke det vil han dog tale for meget om. Som om alene det at tage ordet succes i sin mund vil hidkalde nemesis og forstyrre den stille orden.

Vest for Herning

Mens Venstre i nabokommunen Herning buldrer frem på ryggen af dyre kæmpekoncerter i Jyske Bank Boxen og internationale udviklingsprojekter, er succesen i Ringkøbing mere sagte.

Toget fra København til Herning er fyldt med studerende og forretningsfolk. I bussen videre til Ringkøbing sidder alene en gangbesværet pensionist. Og på hovedgaden i den gamle amtshovedstad går den samme gruppe tyske turister i ring mellem spadsere­ruten ved fjordbredden og det gamle torv.

Vil man høre de indfødtes bud på, hvorfor Venstre-højborgen er bevaret i Ringkøbing, mens den i flere af nabokommunerne slår skår, skal man ind i butikkerne hos de selvstændigt erhvervsdrivende – det gamle bonde­partis vigtigste nye ambassadører.

Men selv her bliver spørgeren målt fra top til tå, for politiske diskussioner er ikke noget, man deler med fremmede, og da slet ikke, hvis det skal i en avis, der udgives, hvor københavnerne bor.

»Det er rigtigt, at Venstre sidder på flæsket,« siger slagtermester Bjarne Nielsen, for sådan har det altid været. Om han selv stemmer på dem, vil han dog ikke ud med. »Nej, det er ikke noget, jeg sådan går og siger højt. Det diskuterer vi derhjemme. Prøv materialisten i stedet – han er medlem, eller smykkehandleren, han sidder vist i byrådet.«

»Hvorfor jeg er medlem?,« gentager Peter Bruun fra Matas 15 meter oppe ad gaden, da vi aflægger besøg. »Ja, det er vel bare, fordi jeg synes, partiet gør nogle gode ting for sådan nogle som mig.«

Hos smykkehandleren, hvor partner Hanne Kobborg i dag passer biksen for byrådsmedlemmet, er der lidt flere ord:

»Folk stemmer ikke på Venstre, fordi de er enige med alt det, der sker på Borgen. De stemmer på Venstre, fordi de vil have bestemte folk ind i byrådet. Og i Folketinget vil vi jo også gerne have nogen med vestjyske aner ind – det er klart. Hvilket parti, de kommer fra, er ikke det allervigtigste.«

Kunne det også gå med en socialdemokrat?

»Arh… kunne vi ikke blive bare lidt i den rigtige retning,« griner hun.

»Altså, alt med rimelighed og måde, ikke? En socialdemokrat, alligevel, der sætter vi nok grænsen.«