Gå en tur på en almindelig forårsdag som denne. Folk spadserer, hånd i hånd eller hver for sig, og arter vejret sig, leger børnene i græsset, mens vennegrupperne hænger ud med deres øller og solbrændte næserygge. Landet ligner sig selv, og der er nok ikke meget, der virkelig kan få en til at spærre øjnene op.

Sådan er det imidlertid ikke for Eva Bendix Becker, der igennem sine snart 90 år synes at have udviklet et særligt blik for omgivelsernes små forandringer. Når hun går sig en tur i Fælledparken, kan hun slet ikke lade være med at forundres. For der i parken ser hun noget, som havde været utænkeligt, ja, nærmest grinagtigt, da hun selv var ung: Mænd med barnevogn.

»Jeg havde en mand, Claus, som gik meget ind for ligestilling på alle punkter. Alligevel ville du aldrig nogensinde træffe ham med en barnevogn. Han ville have skreget af grin, hvis han så, hvordan fædrene i dag stolt spankulerer rundt i Fælledparken med store skæg og barnevogn foran sig. Og de lægger ble på midt i parken, hvis det skulle være! De kan lave mad! Netop dét, synes jeg, er noget af det helt vidunderlige, der er sket i min tid - at manderollen er blevet blødere.«

Da Eva Bendix Becker kom til verden i sommeren 1925, var den grundlovsændring, der gav kvinder en stemme ved valg, endnu kun fyldt 10 unge år, og det var normen i Danmark, at rollefordelingen mellem kønnene var skarpt opdelt: Manden arbejdede og forsørgede familien, mens husmoderen blev hjemme og passede børn, gjorde rent og lavede mad.

»Strindberg beskriver meget rigtigt, hvordan faren var én, man kun så ved måltiderne, og hvordan hans navn blev brugt til at skræmme børnene med: »Det her skulle far bare vide!«. Sådan var det for mange af mine veninder. De var bange for deres fædre. »Shh, vi skal være stille, for far skal læse avis!« sagde de. Det var da en ussel rolle, også for manden,« siger Eva Bendix Becker.

Selv voksede hun op i et kulturradikalt og for sin tid ganske moderne hjem, hvor hendes far, tegneren Hans Bendix, introducerede mange af tidens nye tanker og idéer for sin unge datter. Og det påvirkede unge Eva, der så snart hun begyndte at »fatte noget«, som hun beskriver det, besluttede sig for, at hun ikke skulle gå hjemme som sin mor og mange af pigerne i hendes egen generation.

»Vi var nogle stykker, der simpelthen syntes, at det var så forfærdeligt at skulle forsørges. Man hørte jo kvinder sige: »Så må jeg hellere være lidt sød ved min mand i aften,« hvis de skulle have deres mand til at finansiere et eller andet. Det var rystende, syntes jeg. Vi var jo nok ulidelige og kæftede op, hvor vi end kunne komme til, men vi ville bare ikke gå hjemme, og vi ville ikke have monopol på gulvkluden. Det måtte være fremtiden, at man skulle deles lige om arbejde og husarbejde. Det troede vi på,« siger hun.

Eva Bendix Becker blev journalist. Det passede hende godt, for hun var fuld af holdninger og betragtninger om verden - en egenskab, hun ikke synes at mistet undervejs gennem sit lange liv.

»Lise Nørgaard siger jo, at jeg egentlig burde have en sæbekasse i Hyde Park og stå og udsende budskaber derfra! Og hun har nok ret. Jeg har altid udsendt budskaber, altid villet docere. Jeg kan ikke opleve noget uden at ville fortælle om det. Derfor var det naturligt for mig at blive journalist,« siger hun.

Det var imidlertid langt fra alle, der så positivt på de unge kvinders nyfundne arbejdsgejst, da Eva Bendix Becker trådte ud på arbejdsmarkedet i midten af det 20. århundrede.

»Da jeg fik mit første barn i 1952, mærkede jeg for alvor den foragt, der var mellem hjemmefruerne og udekvinderne. Vi hørte nabokoner, der sagde: »Hvor er det synd for fru Beckers børn, at de går for lud og koldt vand, mens moren render på arbejde!« Vi blev beskyldt for bare at ville tjene penge, så vi kunne købe køleskabe og læbestifter. Vi blev beskyldt for ikke at holde af vores børn. Men vi foragtede jo også dem, hjemmefruerne. Vi syntes, at det var forfærdeligt, at man, for at være en rigtig kvinde, skulle gå og bage småkager i tide og utide,« fortæller hun.

Ligestillingen sejrede for alvor i 1970erne, husker Eva Bendix Becker - »Alt skete i 70’erne,« som hun siger. Til gengæld bør vi huske idag, at der ikke er rigtig ligestilling, hvis det ikke er muligt at tale kritisk om kvinder, uden at man bliver betragtet som kvindefjendsk, påpeger hun:

»Jeg så for eksempel »Deadline« med Martin Krasnik, som havde forfatter Lars Frost og Lars Bukdahl fra Weekendavisen i studiet for at diskutere de unge kvindelige forfattere, som har fået kritik for at skrive for meget om dem selv og deres kønsliv. Og jeg var virkelig forbavset over, hvor tæmmede de var. De turde ikke sige noget som helst om de kvindelige forfattere. Selv Lars Frost, som skulle være den kritiske, talte udenom som en god politiker, og Martin Krasnik turde heller ikke spørge ind,« siger hun og tilføjer:

»Så er det gået for vidt, synes jeg. Selvfølgelig skal man kunne sige noget kritisk om kvinder, uden at frygte for at fremstå kvindefjendsk. Ligesom man skal kunne være kritisk over for mænd. Det er som om, at der er status i at være så meget på kvindernes side som muligt. Som om man tror, at man skal synes, at alle kvinder er pragtfulde for at gå ind for ligestilling. Altså, kvinder kan være præcis lige så rædselsfulde som mænd. Og det skal man kunne sige, før der er rigtig ligeret.«

Køb Berlingske torsdag og få hele særtillægget om kvindernes valgret.