»Man printer jo ikke en e-mail ud«

Otte procent af danskerne har ifølge Danmarks Statistik ikke internet derhjemme. Kirsten Sternberg Andersen er en af dem, der undværer e-mail, Facebook og Google. Hun er 89 år og bor alene. Hun klarer sig fint uden, siger hun. Det er brevene, der betyder mest.

»Jeg var 20 år, da Danmark blev befriet. Vi havde en radio, hvor vi lige pludselig hørte det der dung, dung, dung. Det var meget bevægende,« siger 90-årige Kirsten Andersen. Foto: Linda Kastrup Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Jeg bruger min mobiltelefon til at komme i kontakt med andre. Der er efterhånden ikke så mange tilbage af mine venner. De er døde alle sammen. Det er min mand også. Det er svært at miste hele sin omgangskreds. Når man tillader sig at blive så gammel som jeg, kan det ikke undgås.

Jeg hørte vel om internettet for en 20 år siden. Der er masser af kurser i det for ældre, men det er altid langt pokker i vold. Og det orker jeg ikke. Jeg har ikke nogen problemer ved ikke at have internet. Banken ordner regningerne, og skattevæsenet finder selv ud af det. Jeg har hverken børn eller børnebørn, så der har heller ikke været nogen, der har motiveret mig til det.

Det vigtigste brev, jeg nogensinde har skrevet, er til det børnehjem, hvor jeg var i ti år. Jeg og andre tidligere beboere blev opfordret til at skrive vores erindringer. Man ville lave en bog om hjemmet i Jægerspris. Det var svært at skrive det brev. Jeg kunne ikke skrive noget, der kun var pænt. Jeg tænkte først: Juhu, nu kan du blive af med noget af det. Men hele møget svømmede ovenpå, og det blev faktisk meget værre. Jeg har gjort alt for at glemme den tid, hvor jeg var barn. Det kan man bare ikke. Man kan jo ikke sætte noget andet i stedet.

Jeg kom på børnehjem som seksårig, fordi mine forældre blev skilt. De blev gift som 19-årige, så det er ikke mærkeligt, at det gik så galt. Min far blev gift med den kvinde, som han havde fået et barn med omtrent samtidig med, at min mor fik min bror. Det var et chok at komme på børnehjemmet. Alle vi børn begyndte at bide negle og stamme.Jeg skrev i brevet til børnehjemmet, at når man forlod det, var man flere år bagud i udviklingen end andre unge. Vi gik ud af syvende klasse og kunne ingenting. Lærerinderne var purunge og kom lige fra seminariet. I min barndom fik jeg ikke noget incitament til, at jeg skulle være glad for noget, interessere mig for noget eller blive dygtig til noget. Man var aldrig sig selv. Man var altid overvåget, og man gjorde altid rent. Vi fik aldrig lov til at lege. Man fik en seng og et måltid tre gange om dagen. Vi gik på vores egen pigeskole, så vi så aldrig drenge eller børn uden for hjemmet.

Jeg vidste ikke, hvordan verden uden for var. Vi vidste ikke, om vi havde det godt eller skidt. Det var først bagefter, jeg blev klar over, at jeg faktisk havde haft det rigtig forfærdeligt. For at sige det ligeud var det noget værre lort. Vi havde en plejemor, som havde ansvaret for 16 børn. Min første plejemor var meget omgængelig, men hvis man snakkede ved bordet fik man en flad. Hvis man snakkede i sengen oppe i sovesalen, blev man hevet ned og puttet ind i et mørkt skab. Der kunne man så stå, indtil hun selv skulle i seng. Den anden plejemor kunne ikke lide mig. Det værste er ikke alle de tæsk, man har fået. Det er ydmygelsen og dem, der havde magten over én.«

»Vi sov på en fælles sovesal i tremmesenge, der ikke var mere end 160 centimeter lange. Jeg voksede til at være 170 centimeter høj, så jeg måtte stikke hovedet ud mellem tremmerne for at kunne ligge udstrakt. Da jeg flyttede fra børnehjemmet, kom jeg hjem til min mor, som ikke havde forberedt noget som helst. Hun havde kun en harmonikaseng til mig, som ikke var spor bedre.

Jeg havde intet at komme med. Men jeg var kreativ og dygtig med mine hænder. Så jeg tog ud og syede. I det første job fik jeg syv kroner om ugen. Det var fem kroner til min mor og to kroner til sporvognen.

Min mor havde haft den forestilling, at når jeg kom ud og arbejdede, skulle jeg forsørge hende. Hun indså hurtigt, at det ikke ville ske. Vi kom dårligt ud af det med hinanden. Hun fandt i stedet en mand via en kontaktannonce, som hun flyttede ned til i Havnegade. Som 20-årig måtte jeg så ud at søge efter et andet sted at bo.

Det var rigtig svært dengang i 40erne. Det var rottereder, jeg kom ud og så på. Jeg fandt alligevel en pæn etværelseslejlighed. Jeg arbejdede som dameskrædderinde og havde mine egne kunder. Det blev faktisk en fin forretning. Der kom flere fra de store forretninger, som spurgte mig, om jeg ikke ville have ansættelse hos dem. Men jeg var ikke sikker på, at jeg var dygtig. At jeg kunne gøre det hurtigt nok.

På vores børnehjem havde vi en sag med en forstander, der udnyttede pigerne. Han startede som overlærer, og alle tøserne var meget interesserede i ham. Han var absolut ikke smuk, men han grinte meget og satte ting i gang. Da han blev forstander, blev det opdaget, hvad han rendte rundt og lavede. Jeg tror, at jeg var på listen som den næste. Han opførte sig mærkeligt over for mig. Det var en skandale. Han kom i fængsel. Og den mest udvalgte pige blev sendt væk og kom på et hjem for faldne kvinder. Det var så uhumant og fordømmende.

En af mine veninder derfra blev gift som 18-årig, fordi hun skulle have et barn. Mange af pigerne fra børnehjemmet kom galt af sted lige bagefter. De faldt for den første og bedste, der klappede dem på skulderen og sagde, at de så søde ud. Det havde vi jo aldrig fået at vide. Inden min veninde var 21 år, havde hun fået tre børn.

Jeg traf min mand på dansegulvet inde i Atlantic Palace. Der var jeg 23 år. Jeg var der med en veninde, hvor jeg så ham første gang. Da jeg så ham, vidste jeg, at det var ham. Der var ingen tvivl. Min veninde spurgte, om vi ikke skulle gå. Hun kunne ikke holde ud, at den her fyr var ved at æde mig med øjnene. Vi gik. Jeg kunne godt vente. Der gik et år, og så mødte jeg ham igen på dansegulvet. Og så kunne jeg ikke slippe af med ham. Han var en smuk mand.

Vi skrev kærestebreve, da min mand var advokatfuldmægtig i en lille by på Fyn, og jeg var i København. Jeg har en hel æske fuld af dem. Det er det gode ved breve. Man smider dem aldrig væk. Man printer jo ikke en e-mail ud.«

»Jeg misunder de unge. I dag har de en tag-selv-kasse foran sig. Verden er åben for dem. Det var den ikke for os. Vi var unge i krigstider og måtte være sparsommelige.

Jeg var 20 år, da Danmark blev befriet. Vi havde en radio, hvor vi lige pludselig hørte det der dung, dung, dung. Det var meget bevægende. Mørklægningsgardinerne blev revet ned lige med det samme. Det var stort for mig på flere måder. Nu var krigen ovre.

Til at begynde med lagde jeg ikke skjul på, at jeg kom fra et børnehjem. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at det skulle jeg ikke fortælle nogen. Folks miner fortalte mig, at de troede, at så var der noget i vejen med mig. Jeg blev ringeagtet.

Jeg har først som voksen fortalt folk om mine år på børnehjemmet. Min mand og jeg købte mange bøger om psykologi og talte om vores liv, fordi vi begge havde noget, vi skulle af med.

Jeg har læst brevet til børnehjemmet et par gange, siden jeg skrev det. Jeg giver mig til at tude hver gang. Derfor gider jeg ikke at læse det. Mange af de tidligere børnehjemsbørn ville ikke tale om det. Deres børn og omgivelser fik ikke noget at vide om det. Det var et nedværdigende liv, som de skammede sig over. Sådan har jeg også haft det. Vi ville bare videre i livet.

Min mor var grusom. Hun ringede til mine kunder og sagde grimme ting om mig. Hun fortalte folk, at min mand var alfons og kun havde taget mig, fordi jeg kunne sy tøj til ham. Vi sagde ikke, at han arbejdede i skattevæsenet. Ellers ville hun også have ringet til dem. Hun sagde mange gange til mig: Jeg ville ønske, at du lå på kirkegården.

Vi talte aldrig om, hvad jeg havde oplevet på børnehjemmet. Der var ikke noget at tale om.

Jeg sad hos hende, imens hun døde. Jeg så hendes dødskramper. Jeg sad der af medlidenhed. Der kommer altid nogle huller, når man mister nogen. Med hende var der ikke et savn bagefter.

Hun blev næsten 90 år. Ligesom jeg er nu. Da hun skulle på plejehjem, fik jeg kontakt med hende. Der havde jeg ikke talt med hende i over 30 år. Hun var uvillig og vendte ryggen til mig, da vi sås igen. Jeg kunne ikke sige mor til hende. En kusine til min mor havde sagt, at jeg skulle komme. Naboerne ovenover havde stjålet fra hendes hjem, så jeg blev nødt til at gøre noget. Jeg besøgte hende to gange om ugen på plejehjemmet. Nu var hun ufarlig.

Da hun skulle på plejehjem, spurgte hun, om jeg ikke ville tage hende med hjem til vores lejlighed. Det måtte jeg sige nej til. Jeg sagde til hende: Ved du hvad? Det er ikke værre at komme på plejehjem end på børnehjem.«