»Gedser er min hjemstavn. Jeg kommer aldrig væk herfra«

Anne-Maria Larsen, 50 år, bor i det, de fleste kun kender som »Danmarks sydligste punkt«: Gedser. Men for Anne-Maria Larsen er byen mere end det. I Berlingskes serie »Statistikken« lader vi personerne bag de kolde facts tale.

.Anne-Maria Larsen arbejder for Scandlines i Gedser. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Jeg søgte herned i en sommer som afløser til at starte med. Jeg kunne ikke holde til mit arbejde. Jeg var nattevagt på et plejehjem. Det var med at komme væk. Jeg havde arbejdet på plejehjemmet i 15 år. Ti år var jeg i nattevagten og fem år i hjemmeplejen. Først var vi to i nattevagten, der hjalp hinanden med at gå ind til beboerne og vaske tøj. Men de sidste fem år var jeg alene på nattevagten. Jeg skulle tage mig af 15 beboere.

Når jeg tænker tilbage på de vagter, er min første tanke stress. Stress over ikke at slå til. Stress over, at jeg ikke kunne passe ordentligt på de gamle.

Når jeg var oppe på første etage hos en beboer, begyndte de demente nedenunder måske at gå ud på gangen, mens andre råbte højt. Så vågnede de alle sammen. Det var det værste. Jeg var hele tiden bange for, at de skulle falde ned ad trappen. Jeg oplevede en mangel på kontrol.

Her er der meget bedre. Det kan slet ikke sammenlignes. Her kan jeg tale med mine dejlige kollegaer og spørge dem til råds. Jeg er et snakkemenneske, så det er skønt at være i nærheden af andre. Jeg tror, at jeg snakkede meget de første dage her. Her fandt jeg hjem til den, jeg er.

Jeg elsker at tale andre sprog. Jeg taler engelsk og tysk flydende. Jeg kan lidt fransk, og så er jeg ved at lære lidt polsk. Det er svært, men sjovt. Jeg kan sige goddag, farvel og værsgo på polsk.

Det er som en stor familie. Mange af os kender allerede hinanden i forvejen fra byen. Nogle af os har også arbejdet sammen før i hjemmeplejen.

Jeg tror, at min familie kan mærke, at jeg er blevet gladere. Jeg holdt ud på plejehjemmet, indtil jeg ikke kunne mere. Jeg burde have reageret før og stoppet fem år før. Men jeg havde mindre børn, økonomien skulle hænge sammen, og hvor finder man et arbejde hernede i området? Det er ikke så nemt.

Man får en meget større forståelse, når man oplever mennesker, der har det skidt psykisk, og som er på stoffer og piller. Jeg har set de grumme sider af menneskelivet. Der var meget ensomhed. Især hos de ældre, der ventede på en plads på plejehjemmet. Jeg vil selv gerne ende livet i selskab med dem, der holder af mig. Jeg håber, at det bare engang siger bang. At jeg ikke skal på plejehjem.

Gedser er min hjemstavn. Jeg kommer aldrig væk herfra. Alle kender alle, og du kan altid bede folk om hjælp. Jeg har brug for den samhørighed. Vi inviterer nok ikke så meget ind. Folk udefra siger, at vi kan være svære at komme ind på. Vi accepterer alle, men vi er ikke så gode til at få dem indenfor døren. Jeg er i hvert fald ikke så god til det.

I mit job skal man være god til at smile, være glad og tale. Det afbøder mange konflikter. Folk er som regel sure, hvis de kommer for sent. Så forstår de ikke, at de ikke kan komme med. Nogle af dem er ikke så sjove at møde. Det er faktisk ikke lastbilchaufførerne, der er de mest rå typer. De ved, hvordan det foregår. Det er personbilerne, der er værst. De har måske børn med og skal nå noget.

Jeg er blevet mere udadvendt i det her job. Jeg snakker mere og mere. Jeg diskuterer politik og alt muligt andet. Jeg kan konversere med alle mulige mennesker.

Jeg kan godt savne de gamle på plejehjemmet. Her er der en disk mellem kunderne og mig. På plejehjemmet kunne jeg give kærlighed og omsorg. Samværet med de gamle var noget helt unikt. De var så søde. Når de først fik tillid til én, fik man meget igen. De ældre sagde om mig, at jeg altid var glad. At jeg betød noget for dem.

Da jeg startede som hjemmehjælper, vejede jeg omkring 50 kilo. På en bestemt tur satte de gamle mig på fedekur. Så havde de lavet boller, mad og kager. Jeg følte mig også elsket af dem.

Min mand arbejder også her i bookingafdelingen. Vi har skiftende arbejdstider. Når jeg går hjem til mine to fridage, så tager han på arbejde. Det kniber med at få set hinanden. De sidste tre år har vi arbejdet på den måde. Det ville være dejligt at få nogle fridage sammen. Men det må man tage med.

Hele færgestrukturen hernede har gjort, at Gedser er blevet til noget. Derfor har vi aldrig været trætte af færgen. Det har skabt liv og arbejdspladser. Byen har forandret sig meget. Der er mere arbejdsløshed i dag. Der har været butiksdød. Før havde vi fem tankstationer, to købmænd, to slagtere, bagere og fiskehandlere. I dag er der kun Brugsen, en genbrugsbutik, en garnforretning, en fiskeforretning og tre restauranter tilbage. Det er en helt anden by. Jeg ville ønske, at der kom mere liv.

Mit yndlingstidspunkt på dagen er, når bilerne kommer kørende. Det er dødssygt, når der er stille.

Da jeg var 15 år, sad jeg sammen med nogle venner over en øl ude ved stranden. Vi talte om, hvor vi skulle bo som voksne. Vi sagde til hinanden, at vi nok aldrig kom herfra. Fordi der skulle være vand på alle tre sider. Vi er her alle stadig.«