Kan videnskaben være til fare for menneskeheden?

Forskere argumenterer i ny rapport for, at fordelene ved at genmanipulere højpatogene virus bliver opvejet af risikoen for, at de slipper ud af laboratorier og spreder sig over hele kloden.

En person klædt ud som filmkarakteren "Robocop" hilser på en betjent i New York i 1996. Amerikansk og russisk militær ofrer store ressourcer på forskning i og udvikling af såkaldte dræberrobotter. På et møde i Geneve for nylig i FNs konvention for særlige våben (CCW) diskuterede man de etiske udfordringer i forbindelse med disse selvstændige våbenmaskiner, der kan udvælge og tilintetgøre mål uden menneskelig indblanding. Fold sammen
Læs mere
Foto: TIMOTHY A. CLARY
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er et spørgsmål, der er næsten lige så gammelt som videnskaben selv:

Skal man tillade eller forbyde forskning, der i forkerte eller uforsigtige hænder rummer en fare for menneskeheden?

Dilemmaet har fået ny aktualitet, efter at forskere på de fremtrædende amerikanske universiteter Yale og Harvard i en ny rapport advarer om de mulige dramatiske konsekvenser af forskning i muterende dræbervirus. Det gælder ikke mindst laboratoriefremstilling af kunstige og dermed for det menneskelige immunforsvar ukendte influenzavirus.

I rapporten argumenterer forskerne for, at fordelene ved at genmanipulere højpatogene virus bliver opvejet af risikoen for, at de slipper ud af laboratorier og spreder sig over hele kloden.

De har bl.a. beregnet, at hvis ti topbeskyttede biolaboratorier i USA udfører eksperimenter med kunstigt fremstillede dræbervirus i ti år, vil sandsynligheden for, at en medarbejder bliver smittet og forlader laboratoriet være næsten 20 procent. Og hvis det skulle ske, vil der være meget stor risiko for, at personen smitter andre, hvorefter en ny og dødbringende virussygdom meget vel kan sprede sig over hele verden.

»Vi siger ikke, at det vil ske, men når risikoen er en pandemi (en verdensomspændende epidemi), så er selv en beskeden mulighed noget, man bør veje meget højt,« udtaler den ene af rapportens hovedforfattere, Harvard-epidemiologen Marc Lipsitch.

Advarsel efter videnskabskrise

Det er et overordentligt vanskeligt dilemma, der her skitseres, for forskning i dræbervirus kan rumme nogle indlysende fordele. Bl.a. vil den sandsynligvis kunne forsyne biovidenskaben med redskaber til bedre at kunne genkende nye og særligt højvirulente stammer, der kan udgøre en fare for menneskeheden, ligesom man formentlig vil stå med bedre kort på hånden til hurtigt at kunne fremstille en effektiv vaccine, når nye virusmutationer måtte opstå.

Den amerikanske advarsel kommer i kølvandet på en regulær videnskabskrise, der opstod i 2012, da et amerikansk såkaldt biosikkerhedspanel fastslog, at to uafhængige studier – et hollandsk og et kinesisk – af kunstig fremstillet fugleinfluenza, var for farlige til at blive offentliggjort i videnskabelige tidsskrifter. Bl.a. frygtede man, at bioterrorister kunne drage fordel af resultaterne – altså bevidst sprede en livsfarlig og laboratoriefremstillet influenzavirus blandt intetanende befolkningsgrupper.

Afgørelsen skabte voldsom debat blandt bioforskere, men efter nogle måneder fik forfatterne alligevel tilladelse til at publicere deres resultater. Men først efter at de havde argumenteret overbevisende for, at deres kunstige virus ikke var lige så farlige som først antaget.

Virusdiskussionen sætter fornyet fokus på den gamle Dr. Frankenstein-gyser om den gale videnskabsmand, der skaber et monster – med fysikeren J. Robert Oppenheimer og fremstillingen af atombomben som en form for parallel i virkeligheden.

Men spørgsmålet er, om nutidens videnskab i kraft af stadigt mere avanceret teknologi og viden rummer en stigende risiko for at udløse dommedag eller det, der ligner. Det er der næppe nogen tvivl om, hvilket stiller stigende krav til forskere om ansvarlighed og høj moral og etik.

De løbske robotter

Tag f.eks. den nye 3D-printerteknologi. For et års tid siden lykkedes det for en amerikansk organisation at producere et affyringsklart håndvåben med en 3D-printer, hvorefter vejledningen blev lagt ud på internettet. Der lå den dog kun i få dage, før myndighederne forlangte den fjernet. Noget tilsvarende skete for få uger siden i Japan, da politiet anholdt en mand, der havde fremstillet hele fem håndvåben på en 3D-printer.

Her ser man for sig terrororganisationer eller gale hævnere, der massefremstiller våben på de små og stadigt mindre kostbare printere for derefter at gå amok.

Eller tag robotter, ikke mindst såkaldte dræberrobotter, som især amerikansk og russisk militær ofrer store ressourcer på forskning i og udvikling af. På et møde i Geneve for nylig i FNs konvention for særlige våben (CCW) diskuterede man de etiske udfordringer i forbindelse med disse selvstændige våbenmaskiner, der kan udvælge og tilintetgøre mål uden menneskelig indblanding.

Her forestiller man sig løbske »Robocops«, der fyrer løs på alt og alle uden mulighed for at trykke på stopknappen.

I diskussionen om videnskabens farer er det afgørende at skelne mellem reelle risici og højst teoretiske og usandsynlige af slagsen, herunder at partikelacceleratoren LHC på det europæiske atomforskningscenter CERN i Schweiz ved en kosmisk tilfældighed uforvarende kommer til at skabe et sort hul, som hele solsystemet pludselig smutter ned i. Det kommer ikke til at ske.

Men lige så vigtigt er det at gøre sig klart, at vi ikke ville være syv mia. mennesker på planeten med en forventet middelevetid på 70 år, hvis vi ikke havde haft videnskaben og dens fantastiske resultater.

Vi skal bruge videnskaben med omtanke, men som udgangspunkt bør vi ikke frygte den. Tværtimod.