Et skrøbeligt system i orkanens øje

De udskældte ventetider på strålebehandling er langt om længe for nedadgående. Men forbedringerne hviler på et spinkelt personalemæssigt fundament, hvor selv enkelte opsigelser blandt de fåtallige eksperter kan få ventetiderne til at vokse på ny.

Patienterne har skældt ud, lægerne har slået beklagende ud med armene, og politikerne har vredet deres hænder.

De lange ventetider på strålebehandling for landets kræftpatienter har de seneste måneder været det dominerende emne på den sundhedspolitiske dagsorden.

På ny blev det påvist, at mange kræftpatienter må vente betydeligt længere på behandling end de fire uger, som Folketinget har fastsat i en behandlingsgaranti. Samtidig kom det frem, at en gruppe alvorligt syge patienter var blevet ofre i en pinlig bureaukratisk strid mellem Sundhedsstyrelsen og Herlev Hospital om, hvem der havde ansvaret for at anvise dem en behandlingsmulighed i udlandet, når de hjemlige sygehuse ikke kunne overholde tidsfristerne.

I det perspektiv er det selvfølgelig en positiv historie, når de to største strålecentre herhjemme, Rigshospitalet og Herlev Hospital, i dag kan melde om faldende ventetider.

Herlev har fået luft i systemet ved at sende et mindre antal patienter til behandling i udlandet, og Rigshospitalet drager fordel af, at man netop har fået uddannet flere af de specialistsygeplejersker, som bemander strålekanonerne. Dermed bliver det muligt at behandle 25-30 flere patienter om dagen, en betragtelig udvidelse af den hidtidige kapacitet på godt 200 patienter dagligt.MEN DET ER OGSÅ en historie, der viser, hvor skrøbeligt og spinkelt funderet systemet i den offentlige orkans øje er, og hvor uforudsigeligt ventetiderne udvikler sig.

Strålebehandling er nemlig en specialistopgave, som udføres i fællesskab af særligt uddannede fysikere, sygeplejesker og læger, og dem er der stadig ikke ret mange af - trods de senere års kraftige fokus på at forbedre kræftbehandlingen herhjemme.

Derfor skal der heller ikke ret meget til, før ventetiderne pludselig vokser voldsomt. Tilbage i sommeren 2000 blev ventetiderne f.eks. fordoblet nærmest fra den ene dag til den anden på Herlev Hospital, da fire af de specialuddannede sygeplejersker valgte at opsige deres job. Og i foråret 2001 steg ventetiderne på Rigshospitalet, fordi to sygeplejersker gik på barsel.

Omvendt har det i perioder været muligt at forkorte ventetiderne, når det fra tid til anden er lykkedes at lokke svenske ekspertsygeplejesker over Sundet.

Lige så skrøbelig er situation, når det gælder fysikere og kræftlæger, som der er alvorlig mangel på. Læg dertil tekniske nedbrud på de meget avancerede stråleapparater, som ligeledes kan få betydelige konsekvenser for ventetiderne.

Et potentielt eksplosivt emne er også aftalerne om overarbejde. I dag har Rigshospitalet en sådan aftale med sygeplejerskerne, som er med til at sikre en væsentlig merproduktion. På Herlev har sygeplejerskerne afvist at indgå sådan en aftale, ligesom Herlev i det hele taget har en lavere produktivitet end Rigshospitalet.

Nogen steder i systemet efterlyses der derfor mere fælles retningslinier for overarbejde, mens andre kalder overarbejde en nødløsning, der nok kan tages i brug i kortere periode, men som ikke bør udvikle sig til en permanent situation.I DEN AKTUELLE situation er der blevet sat ekstra gang i indsatsen med at skaffe behandlingsmuligheder på sygehuse i udlandet. Det har været forsøgt før, og her og nu har det hjulpet Herlev Hospital at kunne sende blot få patienter til Kiel og Örebro. Erfaringen viser dog også, at det generelt er svært at få patienter til at begive sig ud i en langvarig behandling i udlandet.

Alt sammen har det betydning for kapaciteten og antallet af patienter, som det er muligt at strålebehandle. Og kommer der blot en smule grus i maskineriet et sted i systemet, kan ventetiderne hurtigt begynde at vokse igen.

Uanset hvor meget patienterne skælder ud, og uanset hvor meget politikerne vrider deres hænder.