Juleaften valfarter mange danskere til kirke, ligesom de gjorde sidste år og året før det. Og når præsten læser Juleevangeliets genkendelige fraser op, når koret slår tonerne an til »Et barn er født i Betlehem«, mens ande-, gåse- eller flæskestegen venter hjemme, er alt, som det plejer.

Men alt er ikke, som det plejer. Et nyt studie fra Center for Samtidsreligion på Aarhus Universitet har vist, at det rekordhøje antal udmeldinger af folkekirken, som fandt sted sidste år, i høj grad begrænser sig til navnlig to områder – nemlig det vestjyske område omkring Skjern og på Bornholm, der begge traditionelt er områder, hvor der bor »stærke og konservative kristne grupperinger«.

»For de grupper, der er konservativt kristne, kan sager som indførelsen af vielser mellem homoseksuelle betyde, at man melder sig ud. Historisk set har de været inden for folkekirken altid og arbejdet for at skabe en rummelighed ved at repræsentere deres synspunkter. Men nu ser man altså tegn på, at disse kristne grupper i højere grad trækker sig ud af folkekirken og danner egne frimenigheder,« siger lektor i religionsvidenskab Marie Vejrup Nielsen fra Aarhus Universitet.

I Skjern meldte 114 mennesker sig ud i 2012 mod kun 20 udmeldelser året før, og dermed var antallet af udmeldelser i Skjern fem gange højere end landsgennemsnittet.

»I Skjern og på Bornholm kan man med nogenlunde sikkerhed pege på, at det var de homoseksuelle vielser, der var dråben for de konservativt kristne i disse områder. Men det handler altså også om udviklingen inden for de her kristne grupper, der nu finder det vigtigere at tilhøre en menighed, hvor de kan praktisere det, som de synes, er vigtigt,« siger Marie Vejrup Nielsen.

Men udmeldelserne i områder med mange konservative kristne er ikke noget, der påvirker den danske folkekirke, mener Københavns Domkirkes Domprovst, Anders Gadegaard.

»Det er godt, når der bliver anledning til at overveje, hvorfor man er medlem i stedet for, at det bare er noget, man er som en tradition eller selvfølge. Nu er man mere medlem ud fra en overvejelse – og det, synes jeg kun, er en styrke for folkekirken,« siger Gadegaard.

Han mener, at det er vigtigt, at folkekirken står ved sine holdninger, også selvom det betyder, at de mest kristne hellere vil bekende sig til mindre trossamfund, hvor de i højere grad selv kan være herre over menighedernes overbevisninger.

»Man er simpelthen nødt til at være kirke ud fra et grundlæggende kristent menneskesyn, og det store flertal mener, at det, der lige præcis er vigtigt, er at kunne omfatte grupperinger, der er i modvind som eksempelvis de homoseksuelle. Så vi synes jo netop, at vi holder fast i det kristne grundlag, og hvis vi holdt fast i ikke at vie homoseksuelle, så ville folk måske forlade kirken af den grund,« siger Anders Gadegaard.

Han peger derimod på, at den danske folkekirkes helt store udfordring snarere er, at folk i mindre og mindre grad bekender sig til at tro på Gud.

»Jeg tror, at en langt vigtigere problematik omkring folkekirken er, at folk melder sig ud, fordi de har fundet ud af, at de ikke tror på Gud. Der er en større udfordring i folk, der ikke tror på Gud, end i dem, der danner sig deres egne menigheder,« siger Anders Gadegaard.

Ifølge tal fra Den Danske Værdiundersøgelse, der udarbejdes af Sociologisk Institut ved Københavns Universitet hvert niende år, er der således en tendens til, at danskerne siden 2008 i højere grad ikke tror på noget eller tror på en såkaldt særlig åndelig kraft, end de tror på »en personlig Gud«.

Ud af de 1.507 personer, der har deltaget i undersøgelsen, er det således 24 procent, der slet ikke tror på en Gud, mens 35 procent tror på en særlig åndelig kraft.