Ciao med dig!

Lidt spøjst at der tales dansk både foran og bag mig i køen ved receptionen på campingpladsen ved Gardasøen. Her begynder jeg at blive bekymret ...

»Når jeg trodser 1.600 kilometers asfalt med pitstop hver halve time, fordi den store har kastet op, den midterste skal tisse eller den mindste skal op og bøvse, så er det altså ikke med drømmen om at bruge 14 dage omringet af danskere i et Lalandia uden låg.« Fold sammen
Læs mere

Sol, vand, varme og nærvær i familien får man stadigvæk i rigelige mængder sydpå, men når man rejser ud i verden med sine børn i rygsækken, så er det for at give dem nogle nye indtryk, mødet med andre kulturer, oplevelsen af at prøve at kommunikere med andre børn, de ikke deler sprog med. Man får en masse andre stimulerende impulser ude i verden, men man får også sat sit liv derhjemme i perspektiv og lærer at sætte pris på småting, som man overser i dagligdagen som en rugbrødsmad med leverpostej og legekammerater, der forstår alt, hvad man siger.

Så efter to dage siddende i en bil med tre børn på bagsædet i noget, der på flere måder kunne minde om fosterstilling, er jeg lidt usikker på benene, men lettet og fuld af forventninger da jeg stavrer over for at stille mig i kø ved receptionen på campingpladsen ned til Gardasøen. På vejen ind passerer jeg høje stolper på begge sider af indgangen med farverige faner, og Dannebrog er et af de flag, der byder mig velkommen. Pudsigt at se de røde og hvide farver i top, så langt hjemmefra, når jeg at tænke, inden jeg finder en plads bagerst i køen.

På forhånd har jeg skrevet oplysninger om det ene og det andet online, men alligevel lykkes det receptionen at give os gæster en fuldfed oplevelse af at være med i Kafkas Processen. Så jeg har god tid til at studere de rødbedefarvede pas i hånden på manden foran mig. De ser danske ud, hvilket bliver bekræftet, da han kort efter råber til sin kone ved indgangen: »Gider du lige gå op og se, hvad der står på nummerpladen, skatter?«

Det giver kvinden bag mig i køen noget at tænke over: »Gud, jeg kan da heller ikke huske vores. Kan du det?« siger hun til sin partner. På jysk. Lidt spøjst at der tales dansk både foran og bag mig, og nu begynder jeg at blive bekymret. Men ligesom i en Hitchcock-film er det kunne et lille chokerende forvarsel. Det helt store chok rammer mig, da jeg senere på dagen indtager poolområdet med bar mave og badeshorts kun for at konstatere, at liggestolene langs poolkanten flyder med bleghvide sæler, der ligger og bjæffer til hinanden. På dansk. Øv.

Forstå mig ret. Jeg holder enormt meget af danskere. Nogle af mine bedste venner er danskere. Nå ja, jeg er selv dansk. Men når jeg trodser 1.600 kilometers asfalt med pitstop hver halve time, fordi den store har kastet op, den midterste skal tisse eller den mindste skal op og bøvse, så er det altså ikke med drømmen om at bruge 14 dage omringet af danskere i et Lalandia uden låg. Så kunne jeg godt have sparet mange af de lange timer i bil og holdt ferie herhjemme i stedet. Det havde også været dejligt. Men noget andet.

Børnene ved selvfølgelig ikke, hvad de går glip af. Egentlig tror jeg, at min ældste datter var decideret glad for, at der var så mange, hun kunne snakke med i campingpladsens børneklub. Men jeg talte med en anden dansker, som var mindst ligeså træt af, at jeg var der, som jeg var af hans tilstedeværelse. Vi var begge rørende enige om, at en campingplads naturligvis aldrig bliver en helt autentisk oplevelse, men at vi næste år vil gøre vores research bedre i forsøget på at undgå at møde hinanden. Hvis alle vores andre landsmænd er nået frem til samme konklusion, så kan det ligefrem efterlade et vakuum, der støvsuger campingpladsen for alt vores Dav! og giver plads til lidt mere Ciao!