"Er vi der ikke snart?"

Hvad skal man svare børn, der har et begrænset begreb om tid? »To minutter«, »et øjeblik«, »i morgen« eller »om lang tid« betyder omtrent det samme – og uanset hvad man svarer, så får man spørgsmålet igen om fem minutter

Men når spørgsmålet først er stillet, så ved man, at der med ét er blevet meget længere til destinationen, end hvad GPS’en anslår. Fold sammen
Læs mere

Bilen var vel trillet cirka fem kilometer væk fra vores hjem, da vores søn stillede det mest slidte spørgsmål, der kan komme fra et barnesæde.

Et hurtigt kig på GPS’en afslørede, at svaret på det spørgsmål måtte være et klart nej. Tværtimod. Vi havde over 1.600 kilometer tilbage med vejarbejde, indsnævringer, »STAU«, rastepladser med skodmad og endeløse striber af autoværn i sideruderne. Men når spørgsmålet først er stillet, så ved man, at der med ét er blevet meget længere til destinationen, end hvad GPS’en anslår. Man ved, at nu vil ens egen tålmodighed blive sat på den ultimative prøve i forsøget på at dulme den manglende tålmodighed på bagsædet.

Ja, vi har i år valgt kør-selv-ferie-modellen som de godt 300.000 andre danskere, der ifølge FDM tager den firhjulede ferietransport hver sommer. Med tre børn i alderen fire måneder til snart 7 år, så er det oplagt for os voksne at proppe kassen på hjul med børn, bagage, badedyr, barnevogn, bleer og ... bliv selv ved. Så oplagt, at vi oven på vores ellers rummelige børnemonster har været nødt til at installere en tagboks.
Bag rattet i sådan en tungt lastet fætter er ens indre James Dean bare blevet endegyldigt kastreret. Ingen lev stærkt, dø ung. Kun rendyrket, blød familiefar. Men set i forhold til at bugsere hele balladen med DSB til en lufthavn, igennem check in og security. For slet ikke snakke om utålmodige børn fastspændt i en anden metalæske i 10.000 meters højde med fremmede mennesker. Så var jeg egentlig godt tilfreds med valget, da vi bumlede ud af indkørslen.

Men  jeg nåede ikke engang at svare på min søns spørgsmål, før min datter fulgte op med endnu et:

»Er vi der ikke sna’art?«

Christ! Hvad skal man svare børn, der har et begrænset begreb om tid? »To minutter«, »et øjeblik«, »i morgen« eller »om lang tid« betyder omtrent det samme – og uanset hvad man svarer, så får man spørgsmålet igen om fem minutter. Nej, jeg måtte i gang med »Operation Store Afledningsmanøvre«. Så jeg forsøgte med et forsigtigt: »Prøv at se, om I kan sove lidt mere.« Fjols. Ahh vent. Jeg havde loadet to iPads med serier. Det købte mig en god del af turen til grænsen i Sønderjylland. Her kastede min datter så op, fordi hun var blevet køresyg af at sidde kigge på skærmen. Herefter fulgte lege med at tælle biler, »Hvem ser først ...«, quiz og fællessang.

Men midt i Tyskland løb jeg tør for idéer og sagde: »Nu må I sidde og kede jer lidt.« Kedsomheden blev hurtigt afløst af skænderier. Nu var jeg ved at miste tålmodigheden, og beordrede dem til at stoppe skænderiet. Kun for et øjeblik senere selv at blive fanget i et skænderi med min kone om noget med min kørsel. Længe leve de forskellige standarder på for- og bagsæde. Godt frustreret råbte jeg ud i kabinen: »ER VI DER IKKE SNART?«

Det blev mødt med den larmende stilhed, det altid gør, når man som voksen har overreageret. Men efter lidt tid sagde min ældste datter: »Jeg synes bare, at det er dejligt, at vi er hele familien samlet her i bilen.« Og det satte den sidste brik på bingopladen for mig. Destinationen på GPS’en sagde stadig Gardasøen, men som familie var vi der allerede. Ganske vist presset sammen som sardiner i en dåse. Men sammen. Og så blev min frustration afløst af en stille krølle i mundvigen, og jeg spurgte: »Nogen, der vil tælle biler?«