Hold tandfeen i live

Jonas Stenbæk Christoffersen er redaktør på Berlingskes børneavis, Kids' News, og far til tre. Hver uge skriver han om sit arbejde og liv med børn.

Jonas Stenbæk Christoffersen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang

Hver dag lever jeg med frygten for at blive afsløret. Som Bjarne Riis inden han erkendte uren saft i drikkedunken. Som en flue fanget i et spindelvæv af løgne vikler jeg mig selv endnu mere ind, hver eneste gang jeg prøver at slippe fri.

Sådan har det været, siden jeg sagde: »Bare læg din tand under hovedpuden, så kommer tandfeen og tager den og lægger en guldmønt i stedet for.«

Åh, jeg arme fjols. Det var så nemt og ligetil. Men. Næste morgen. Snøft. »Far. Vågn op, far.« Snøft. »Tandfeen har ikke været her!« Snøft. »Min tand ligger stadig under hovedpuden.«

Her kunne jeg have gået til bekendelse. Det gjorde jeg ikke. Jeg kunne have valgt en simpel usandhed med få detaljer. Det gjorde jeg heller ikke.

Nej, jeg rodede mig ud i en lang forklaring med statistik for, hvor mange børn der tabte tænder netop nu. Fabulerede videre over listen over lande, som feen opererer i sat over for timer i døgnet. Kom ud i noget med hviletidsbestemmelser, inden jeg sluttede min kaotiske beretning med, at jeg ville ringe til tandfeens hotline og få fulgt op.

»Hvor har du tandfeens nummer fra, far?« Øhm ... jo, det, der skete, var ... Og så væltede ordene ud igen. Men det lykkedes mig at undvige og få leveret mønten uden at afsløre blændværket. Det virkede så lige, indtil næste tand var løs. Det vender vi tilbage til.

Som forældre prøver vi efter bedste evne at ruste vores børn til at møde virkeligheden, polstre dem med alverdens viden og være de solide støttehjul på deres dannende cykelture – til den dag, de fræser ud af vores trygge indkørsel for bestandigt.

Så hvorfor overhovedet holde liv i en mølædt myte om et bevinget hunkønsvæsen med en sær samlermani?

Fordi vi ved fra os selv, at fantastiske fortællinger ligesom gamle eventyr sætter farve på vores små grå og strøm til fantasien. Det fodrer vores børns forestillingsevne og udfordrer deres logiske sans, så de lærer at adskille fup og fakta.

Det betyder selvfølgelig ikke, at vi skal møde vores børn med løgn og fantasi, hver gang de undrer sig over verden. Her er fakta, konkrete svar og forklaringer ofte bedre midler, for det gør dem i stand til at begribe verden. Og det, man begriber, afmystificerer og beroliger én.

Men samtidig er der også behov for, at vi fylder fantastiske og magiske billeder ind i tankeboblen over deres hoveder. I så mange andre sammenhænge bliver de stillet over for en facitliste, en læringskanon og andre endegyldige svar. Men tandfeen tvinger dem til at lege med tanken, veje for og imod og udfordre fakta serveret af en autoritet.

Det vil jeg gerne hjælpe på vej. Også selv om det kan stille kolossale krav til den sommetider døsige fantasi hos et voksent menneske som mig.

Tilbage til tandfeen. I andet forsøg fik jeg med en ninjas snilde skiftet mælketanden ud med en mønt. Succes. Så glemte jeg tanden på stuebordet, da jeg gik i seng.

Næste morgen blev den naturligvis fundet, og jeg fik rodet mig ud i endnu et virvar om, at tandfeen har en ordning på sin hjemmeside, hvor man kan købe tænderne tilbage.

»Må jeg se den hjemmeside?«

Nuvel, jeg må nok hellere tjekke, om domænet tandfeen.com er ledigt. For det er ikke min opgave at gå til bekendelse. Det er ikke min opgave at aflive tandfeen. Det er mine børns.