Sådan er flykabinen indrettet i 2050

Airbus er i luften med en koncept-kabine, som vil give fremtidens flypassagerer helt nye oplevelser.

Foto: Screendump fra Youtube.com

Flyproducenten Airbus har løftet sløret for selskabets bud på fremtidens flykabine. Koncept-kabinen vil blive vist på sommerens store flyshow i Paris, men i videoen her kan man se en bid af fremtiden.

Læs også: Fire bud på fremtidens fly

I opbygningen af kabinen har man efterlignet et fugle-skelets effektivitet, og der vil være store transparente flader, så man kan nyde synet af stjernehimmelen eller bjergene man flyver over.

Det er farvel til første klasse, business og økonomiafdeling. I stedet indrettes zoner, så man kan vælge hvad man helst vil: Der er den interaktive zone med bar og forskellige elektroniske spil, golf-simulator f.eks., og der er afslapnings-zonen, hvor man kan være hvis man bare vil læse.

For dem der føler sig lidt nede, er der vitaliserings-zonen med vitamin- og antioxidant-beriget luft. Her er lyset dæmpet og der tilbydes aromaterapi. Man kan også vælge arbejds-zonen.

Kabinens sæder vil automatisk indstille sig til passagerens kropsform, og den rejsende vil kunne læse godnathistorier for ungerne derhjemme.

Vice-præsident i Airbus,Charles Champion, siger om koncept-kabinen: "Vores undersøgelser viser, at passageren anno 2050 ønsker en fuldstændig gnidningsløs rejse.Og vores koncept-kabine viser, at selve rejsen kan være lige så stor en oplevelse som det man oplever på rejsemålet."

Se en bid af fremtiden i videoen her: