Glem drikkepenge - robotten Yobot tager din bagage

Det er ren underholdning, når bagagen skal opbevares på nyt New York-hotel - det er robotten Yobot, der lægger din kuffert på hylder.

Foto: Screendump fra Youtube.com

Når det fly-inspirerede hotel Yotel åbner nær Times Square i New York 7. juni, præsenteres samtidig verdens første bagage-robot. Det er robotten Yobot, som egentlig er en industrirobot, som man ser ved samlebåndene på f.eks. bilfabrikker, men Yobot har lært et par særlige stunts.

Læs også: Sådan flyver du i 2050

Ideen med Yobot er, at når hotellets gæster vil have opbevaret deres kuffert inden turen igen går til lufthavnen, så flasher man sit nøglekort foran en glasplade. Tingen åbner sig, man lægger kufferten ind, og her kommer Yobot ind i billedet.

Robotten napper bagagen, drejer rundt, kører hen til opbevaringsskabene og placerer din kuffert i et ledigt rum. Man gør det samme, når kufferten skal hentes igen, og Yobot igen bringer den hen til glas-ruden. Rummets forside er af glas, så man kan følge med i Yobots arbejde.

Hotelkæden Yotel har hidtil koncentreret sig om hoteller i lufthavnene i Gatwick og Heathrow i London og i Schiphol, Amsterdam. Men nu forsøger man sig altså med et hotel midt i New York med små værelser til billige priser.

Hotellets værelser er indrettet, så de minder om en privat førsteklasses kabine i et fly, og de fælles opholdssteder skal minde om indretningen på flyvepladser.

Og indtjekningen sker på maskiner næsten som man tjekker ind til fly i en lufthavn. Prisen er ca. 800 kr. for en overnatning med morgenmad.

Se videoen med Yobot her:

Læs også: Hov, hvordan kom det håndklæde ned i min kuffert