På den australske bølgetop

Man kan ikke tage til Australien uden at surfe. Eller i hvert fald forsøge. Et godt sted at lære det er i Noosa i Queensland, som er berømt for sine perfekte bølger og dygtige instruktører.

Surfing er nærmest blevet et synonym for Australien. Fold sammen
Læs mere
Foto: Flickr

»Alle kan lære at surfe,« siger vores instruktør og rækker mig et surfbræt, der stillet på højkant når mig til langt over hovedet.

Brættet er tungere, end jeg havde regnet med, og to og to slæber vi dem ned mod stranden godt oppe under armene, så de ikke rører jorden. Instruktøren fjedrer af sted med sit under armen. Han har surfet i over tyve år. For ham er vandet ligeså naturligt et underlag som strandsandet mellem mine tæer.

Vi er i Noosa, en pendant til det kendte Surfers Paradise i Australien. Begge strandbyer ligger i Queensland, men hvor Surfers Paradise ligger syd for Brisbane, ligger Noosa nord for. Noosa er lidt mere begyndervenligt med nogle af de mest sikre strande i Queensland og lavt vand med perfekte bølger.

I dag skal Stephane Kharouni lære os fem nybegyndere kunsten at ride på bølgerne. Vi har booket to timer, ikke alle lærer at surfe på så kort tid, men alle kommer op at stå og mærke vinden i de salte lokker.

Det lover Merrick Davis, tidligere verdensmester og ejer af Merrick’s Noosa Learn to Surf School, den eneste autoriserede surfskole i Noosa.

Balance og teknik

Surfskolen benytter sig af en såkaldt 1-2-3 teknik udviklet af Merrick Davis for at gøre det lettere at komme op at stå på brættet. Den teknik skal vi nu afprøve.

Vi smider vores bræt foran os i sandet, og i bedste tørsvømnings-stil begynder vi at padle store huller i sandet på hver side af surfbrættet. Imens råber Stephane med store armbevægelser, at vi skal forestille os, det er vandet, vi skyder bagud for at fange en bølge.

Vi kigger bagud for at se, hvornår næste mulighed byder sig, og lader som om sandbunkerne er bølgetoppe.

Dernæst skal vi rejse os op. Her er balance og teknik alfa omega. Tæerne skal helt ned for enden af brættet, og den ene fod skal løftes. Hænderne sætter vi ind under skuldrene som i en armbøjning. Så skal man i én bevægelse løfte kroppen op i armene, feje benene ind under sig, og lande med den ene fod forrest vredet i leddet, så tæerne peger til siden og med bøjede knæ.

Vi hopper op og ned et par gange. Finjusterer fodens vinkel, kigger koncentreret mod horisonten, og mærker lårmusklerne spændes. Vores instruktør retter på os, driller og klapper på vores lægge for at få os til at stå helt korrekt. Og så beslutter han, at vi er klar.

Bølgerne virker kraftige, da vi maver os gennem vandet med surfbrættet bundet til den ene ankel flydende foran os. Solen skinner fra en blå himmel, men havde det regnet, var vi taget ud alligevel. Surfskolen har åben hver dag, lige meget hvordan vejret opfører sig.

På de historiske brædder

Surfing kom først til Australien i starten af 1900-tallet, men er nu næsten synonymt med kontinentet. Den ældgamle sports oprindelse skal findes i Polynesien, hvor surfing første gang er beskrevet i 1779 på Kaptajn Cooks tredje ekspedition.

Men måske er surfing endnu ældre. For 4.000 år siden hævder nogle peruvianere, at deres forfædre returnerede fra fiskeekspeditioner stående, knælende eller padlende på maven på en slags brædder meget lig surfboards.

Om surfing så er hundreder eller tusinder af år gammel, fanger suset stadig både unge og gamle. Langs stranden glider myriader af farverige, aflange ellipser elegant på bølgerne. Børn hujer begejstret, når deres idoler laver et særligt skarpt sving, og en gruppe unge, solbrune fyre med halvlangt hår high-fiver hinanden.

Vi bliver stillet op på en række, hvor vandet når os til navlen. En efter en sender Stephane os ind mod stranden – nogle mere vellykket end andre.

Da det bliver min tur, skyller en bølge ind over mig, før Stephane giver slip på brættet og skubber mig op på en ny bølgetop. I én bevægelse retter jeg mig op og finder balancen på mit board. Bøj i knæene. Se mod horisonten. Bliv et med dit bræt.

Jeg når næsten ind, hvor brættets bagside rammer sandet, før jeg falder og pådrager mit lår en ordentlig Picasso af et blåt mærke.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

Noosa er ikke bare for surferne

Jeg har fået blod på tanden, ikke bogstaveligt talt, for højere er bølgerne ikke her, men jeg vil hele vejen ind. Efter et par mislykkede forsøg og utilfreds tisken fra Stephane klarer jeg det. Kun en enkelt gang, men det lykkes, som Merrick Davis lovede.

Faktisk lykkes det for alle med hjælp fra Stephane og hans begejstrede tilråb.

Sikkert inde i det varme sand bærer vi vores surfbræt tilbage til traileren ved vejen. Vi går på en lille sti gennem knastørre blade fra træerne, der omkranser stranden. Til højre for os er der stort vigør. En bryllupsceremoni er i gang.

Stephane fortæller, at Noosa ikke bare er for surfere og vandrere, der vil se Noosa National Park, det er også et yndet sted at blive gift. Derfor kan man også booke en af instruktørerne hos Merrick’s Noosa Learn to Surf School til en polterabend med surfing i de bølger, man kan høre og se ved vielsen.

Ved siden af traileren er der opsat en udendørs bruser til at skylle salt og sand af sig. Vi vrider vores lånte Baywatch-røde surfertrøjer og leverer dem tilbage til en af surfskolens andre instruktører, mens Stephane gør sig sjov på vores bekostning. Merrick’s Noosa Learn to Surf School lever op til sit navn. Og instruktørerne til surfernes rygte om imødekommenhed, afslappethed og at tage livet med et gran havsalt. Eller et par liter.