Oplev Thailand for 20 år siden

Midt mellem ferieøerne Koh Phi Phi og Koh Lanta i Sydthailand, hvor turister valfarter til, og hvor elektricitet, hæveautomater og 7-Eleven er en selvfølge, ligger Koh Jum, som er Thailand for 20 år siden.

Rejseliv imported photo
Koh Jum er Thailand som for 20 år siden. Foto: Mille Sjøgren Fold sammen
Læs mere

Stranden ligner enhver anden bountystrand med palmer svajende i vinden og små klipper i vandet. Solen brager ned, og det er varmt. Bungalowerne står dovent og venter på de få turister, der lægger vejen forbi Koh Jum, nogle af dem venter endvidere på en kærlig hånd.

Læs også: Det ukendte Thailand

Ude i horisonten kan man skimte Phi Phi med dens liggestole, irske pubber og fastfood burgere. Fastfood på Koh Jum eksisterer kun i form af en pandekage med banan fra den lokale pandekagevogn, der kører rundt i byen og dagligt tiltrækker byens børn. 

Koh Jum har 1.500 indbyggere. De, der ikke er fiskere eller arbejder i gummiplantagerne, tager sig af de få turister, der lægger vejen forbi. Øen er ni kilometer lang, to kilometer bred og har tre byer, der alle er placeret på den østlige side. Baan Koh Jum i syd, Baan Ting Rai i midten og Baan Koh Pu i nord, som er opkaldt efter Koh Jums 420 meter høje bjerg, Pu Mountain. 

Et besynderligt navn til et bjerg, som henleder ens tanker på noget, man bestemt ikke har lyst til at bestige.  Men det er slet ikke tilfældet. Pu Mountain har en fantastisk udsigt og kan bestiges med hjælp fra en guide op igennem gummiplantager, tæt krat og næsten lodrette skråninger.  

Det er ikke for svæklinge, for vejen op er stejl, det foregår på tåspidserne, og der er ikke nogen sti. Vores Guide Joe Chainarong fortæller, at der ofte er folk, der giver op på halvvejen, og at han endnu ikke har fået en kvinde til toppen. 

 

Baan Koh Jum, øens største by, har 200 indbyggere og øens eneste wannabe asfalteret vej, der snor sig i lige linje gennem byen og ned til havnen. På hver side af vejen ligger huse, et par boder med varer og grøntsager samt enkelte spisesteder.

Der findes ingen hæveautomater på øen, men i Ban Koh Jum kan man hæve penge hos den lokale »mafia«, som går under navnet Mr. Six Percent. »Masseturismen« er repræsenteret  af en lille biks med saronger, snorkeludstyr og postkort. På restaurant Kungnang Seafood, som ejes af Did og hans kone, har de ikke noget menukort, men den dag, vi er der, foreslår de fisk med hvidløg. 

Det smager helt igennem fantastisk, også selv om colaen, vi drikker til, aldrig har været rigtig cola. Måltidet står i 30 kroner, og efter middagen tilbyder Did et lift hjem på sin motorcykel med sidevogn - helt gratis.

Baan Koh Pu i nord er en lille fiskerby, hvor alting foregår i et søvnigt tempo. En dag kommer vi af sted på tom mave og efter en længere gåtur ned til havnen, kan vi konstatere, at her hverken er restauranter, nogen, der taler engelsk, eller i det hele taget nogen, der tager notits af et par vildfarne turister.

Jeg spørger en dame i en lille butik, om hun ved, hvor vi kan få lidt mad. Hun forstår ikke, hvad jeg siger, men hendes mand kommer og sender hende ud i deres private åbne køkken for at lave os et måltid mad. Ris med kylling og hvidløg. »Kob khun kah.«  

En af forklaringerne på Koh Jums stilstand er ganske simpel. Koh Jum fik først elektricitet i 2009, og netop dette har været afgørende for, at øen har været overset i turistøjemed.

Før man fik indlagt strøm på øen, fik man det fra dyre generatorer og solceller, fortæller indehaveren Poul Burus fra Joy Bungalow. Men selv om øen i princippet har fået strøm, er det stadig langtfra alle beboere, der har fået indlagt det. Joy Bungalow er et af de steder, hvor strøm stadig modtages fra generatorer, og petroleumslamperne er det eneste lys, efter solen er gået ned. 

»Det er alt for dyrt at få trukket ledninger ud til stranden, hvor Joy ligger,« fortæller Poul Burus.

Joy Bungalow er de første bungalower, der blev bygget på Koh Jum for 20 år siden. Husene er simple med en seng, et myggenet og den føromtalte vigtige petroleumslampe. 

Bungalowerne ligger spredt mellem svajende palmer, og man får et billigt måltid mad i restauranten, der dog i parentes bemærket ikke er nogen kulinarisk oplevelse. Og bestiller man en vandmelon-shake på Joy, risikerer man at mørklægge hele restauranten. 

Selv om øen har fået strøm, er der stadig enighed hos lokalbefolkningen om at spare på strømmen, og når klokken er 22 på Koh Jum, er der mørkt. 

Helt mørkt. 

 

Selv om der findes i omegnen af 200 bungalows på hele øen, nogle med strøm, andre uden, finder man helt sikkert ikke en med aircondition. Endnu. 

For selv om de lokale vil gøre meget for, at Koh Jum ikke bliver overrendt af turister, og Mr. Six Percent vil gå konkurs, hvis der kommer en hæveautomat, er det ikke længere et spørgsmål om hvorvidt turisterne kommer, men hvornår.

De er allerede begyndt at komme, og to af dem, som har købt jord på Koh Jum, er amerikanske Jeff Dietrich og canadiske Ken Siebt, der har skabt det, de kalder et ferieparadis med Koh Jum Beach Villas. 

Ken Siebt kom til øen i forbindelse med et genopbygningsprojekt efter tsunamien og blev så forelsket i øen, at han fik rejst midlerne til at investere i 2.000 kvadratmeter land og 700 kvadratmeter  strand. 

Jeff Dietric havde året forinden solgt sit firma, og med 20 år i troperne som biolog sprang han med på idéen om et ferieparadis i luksusklasse.

Jeff Dietric og Ken Siebt har respekt for miljøet og lokalbefolkningen, og stort set alt bliver bygget med dét for øje.

Hvilket ikke er normal kutyme i Thailand. For Ken Siebt og Jeff Dietric var det dog både et moralsk og et praktisk spørgsmål. 

»Store dele af baren på Koh Jum Beach Villas er bygget af væltede træer, som vi slæbte op fra stranden efter tsunamien,« fortæller Jeff Dietrich. 

Han vedligeholder hele den botaniske have. De lokale medarbejdere betragter ham som skør og har svært ved at forstå hans prioriteter. 

»Befolkningen er fiskere, og det er det, de kender til. De brænder alting og kender slet ikke til genanvendelse. For dem er det omsonst at slæbe døde palmer op fra stranden og i komposten, men den dag de så, at kompostmaskinen lavede det til jord, fik de en kæmpe »aha« oplevelse,« griner Jeff Dietrich. 

Efter 5 år, 50 ansatte og snart 11 bungalows er Koh Jum Beach Villas blevet øens største indtægtskilde. Medarbejderne er fuldtidsansatte og har gode forhold såsom betalt ferie, forsikring, og en løn, der ligger højere end mindstelønnen. Jeff Dietric fastslår, »vores forretning skaber forretning for de lokale, og alt deres overskud går til dem selv.« 

For eksempel er restauranten på Koh Jum Beach Villas blevet foræret til et thailandsk par, Malee og hendes mand Somchai, som overlevede tsunamien på Phi Phi i 2004, og derefter kom tilbage til Koh Jum, hvor de oprindeligt er fra. Nu driver de Urban cafe på Koh Jum Beach Villas uden at betale husleje. 

Spørger man medarbejderne, som blandt andet indbefatter franske Severine Bille og engelske Chris Carbon om, hvorfor de er havnet på Koh Jum, kommer svaret prompte. 

»Vi blev forelsket i stilheden og den uturistede stemning,« siger Severine Bille, som sammen med Chris Carbon kom til Koh Jum, da de rejste jorden rundt på deres bryllupsrejse og nu har bygget deres drømmehus i dette botaniske ferieparadis.

»Vil man klatre eller dykke, skal man man ikke komme her,« siger Jeff Dietrich. 

Ej heller, hvis man vil i online-forbindelse med resten af verden, forbindelsen til internettet er sjælden. 

Til gengæld er her ro.