Fartdjævel i fem minutter

Den røde racerbil er blevet en turist-attraktion på autodromen i den norditalienske by Moranella. Sæt foden på pedalen og giv den gas med 200 km/t – eller mere.

Der bliver ikke taget nogen chancer, når turisterne skal køre i Ferrari på autodromen i den italienske by Maranello. Man får den samme sikkerhedsbehandling som de professionelle af instruktører og mekanikere. Fold sammen
Læs mere

Lyden går lige i mellemgulvet.
Vrooom, siger det med en tør, brølende staccato, da føreren gasser op.

Guide: 10 ekstreme ferier

»Årh, hvad!«. Store mænd bliver måbende drenge, og blide kvinder forvandles til benhårde fartdjævle, mens solen skinner i den røde lak, luften fyldes af brændt gummi og speederen akkompagnerer i takt til den galopperende hjertebanken ved begestringen at sidde i en Ferrari.

Vi er på den nye Autodromo di Modena lige udenfor Moranella i Italien. Byen har bare 16.000 indbyggere, heraf arbejder 3.000 på Ferrari-fabrikken og 600 af dem bestiller ikke andet end at arbejde med Formel 1-bilerne.
Vi møder en håndfuld af dem herude på den nyanlagte test-bane i deres røde kedeldragter og høreværn, som effektivt og med store sikkerhedsforanstaltninger sender os afsted, en efter en. Enten som passager eller, for de mest modige, som chauffør bag rattet i Ferrari 430 Challenge, som udelukkende bruges til banekørsel.

Ryger ud ad asfalten med raketfart
Jeg overlader det trygt til Stefano, da jeg efter at have fået hvid brandbeskyttende hætte og styrthjelm kanter mig ind ad bildøren og ned i sædet bag sikkerhedsbøjlen og bliver spændt fast med fire sikkerhedsseler. Man skal ikke være meget større end en jockey, og det er han heller ikke. Han gasser op med de røde Puma-sko på pedalen, rykker i gearstangen – og så ryger vi ellers ud ad asfalten med raketfart. Eller mere nøjagtigt omkring 190-200 km/t.

Jeg kan ikke se speedometeret, jeg har for travlt med holde øjnene på kørebanen og hænge fast i bøjlen, når han bremser hårdt og sagtner farten til 140-150 km/t for at dreje i svingene, inden han sætter farten op igen, når det går lige ud. Og han fortsætter rundt og rundt på den 2,5 km snoede bane, jeg har det lidt som en tur i Tivolis Det Gyldne Tårn og rutchebanen på én gang – mange gange i træk. Da turen er slut og vi bremser op inde i pit’en, pisker adrenalinen rundt i kroppen. Også hos dem, som selv har fået lov at styre. Nina fra Finland slår banerekorden med 205 km/t.

Ferrari museum i Modena
Der er noget med finner og racerbiler. Det finder vi ud af, da vi i overensstemmelse med gældende italienske hastighedsgrænser kører de få kilometer til Maranello i mere ydmyge hestekræfter for at besøge Museo Ferrari. Det åbnede i 1990, to år efter Enzo Ferraris død, fordi han alle dage modsatte sig, at hans biler skulle på museum,
»Det er de ikke gamle nok til,« sagde han.

Og til overflod åbnes der senere i år endnu et Ferrari museum i Modena med et gult strømlinet tag, der ligner kølerhjelmen på en af hans mange berømte biler, og som ligger overfor det hus, hvor han blev født i 1898.

Inde i det nuværende museum kan man få afløb for alle sine Ferrari-fantasier, hvis det ikke er nok at køre i ring med 200 km/t.
Her er alle de originale biler udstillet i bordeaux, creme, gul og så den brandrøde, langt de fleste forbinder med Ferrari i dag.
Der er en »støj«-kabine, hvor man kan gå ind og trykke på knapperne, så man hører lyden af de forskellige motorer, som har siddet i bilerne i tidens løb. Og så er der galleriet med de biler, som alle de store førere fra Formel I har kørt i, bl.a. finnen Kimi Räikkönen, som vandt i 2007, Niki Lauda, 1975, og selvfølgelig Michael Schumacher, vinder fem gange i træk 2000-2004.

Ifølge gutterne ude på autodromen kørte Schumacher dog »kun« 195 km/t ude hos dem, så vores finske kollega er ikke så lidt stolt over formiddagens rekord.

Frokost på Ristorante Il Cavallino
Det går mere stille for sig på Ristorante Il Cavallino (»den lille hest«) overfor den hermetisk tillukkede fabrik med masser af Ferrari memorabilia på væggene. I 1984 åbnede Enzo Ferrari restauranten, så han kunne spise frokost her hver dag i et privat rum. Resten af restauranten var og er stadig et populært sted for mekanikere og chauffører, og de føler sig hjemme, kan man se, omgivet af flimrende fjernsyn med reklamefilm, fine gamle s/h fotos på væggene og racerhjelme hængt op under loftet.

Maden er typisk for Emilia Romagna-regionen, solide pasta-retter og godt kød, skyllet ned med den populære mousserende rødvin for at lette fordøjelsen. Og alt naturligvis serveret på Ferrari-porcelæn med den legendariske stejlende sorte hingst på det kanariegule skjold, som Enzo Ferrari begyndte at bruge i 1929, hvor han grundlagde sin verdensberømte bilfabrik.
Godt at komme ned i gear.

Guide: 7 motorløb, der er en rejse værd