Succes-forfatter sænker prisen på sommerhuset

Krimiforfatter Sara Blædel. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Beliggenheden er en af landets helt attraktive sommerhus-adresser, kvadratmeterne når næsten op på 100 styk, og liggestolene på terrassen kalder nærmest på, at man indtager dem med en bog - hvis sommervejret ellers returnerer.

Og hvem ved, måske er du heldig, at sommerhusets nuværende ejer efterlader et signeret eksemplar af en af sine succes-krimier til formålet.

Det er nemlig forfatterinden Sara Blædel, der blandt andet står bag bøger som “Kald mig prinsesse”, “Dødsenglen” og “Ilkas Arv”, der sælger - nu med rabat.

Huset ramte nemlig markedet i 2016 til en pris, der lød på 4,6 millioner kroner, og den er siden justeret ned ad to omgange - senest i denne uge, hvor der blev barberet 200.000 kroner af prisen, så der nu skal betales 4,2 millioner kroner for sommerhuset. Det skriver Boliga Kendte.

Foto: Brix Westergaard. Fold sammen
Læs mere

Tæt på havet

Sommerhuset ligger i den nordsjællandske sommerby Hornbæk, hvor nogle af landets absolut dyreste fritidshuse har hjemme, og hvor kvadratmeterprisen på de sommerhuse, der er solgt i løbet af det seneste halve år, ifølge Boliga er nået op på 29.672 kr. pr. kvadratmeter.

Blædels sommerhus ligger ganske tæt på stranden og fordeler sine kvadratmeter på blandt andet tre værelser og en stue i åben forbindelse med køkkenet.

Udenfor er der swimmingpool og en spa med plads til fire personer, det oplyser ejendomsmægleren Brix Westergaard i salgsopstillingen for huset.

Sara Blædel har skrevet 11 bøger og er blandt andet hædret med “De gyldne Laurbær” i 2015 og "Martha Prisen - Danskernes Yndlingsforfatter" fire gange.

Se huset her.