Virker krig?

Danmark har som en del af store koalitioner være i krig i Afghanistan, Irak og Libyen. Vi skal nu igen i krig, annoncerede statsminister Helle Thorning-Schmidt fredag på et pressemøde – denne gang imod Islamisk Stat. Men er krig den bedste metode til at opnå de mål, som vi politisk ønsker os?

USS Arleigh Burke sender tomahawkmissiler mod IS fra Det Røde Hav den 23. september 2014. USA og arabiske allierede sigtede mod IS’ trænings­lejre, hoved­kvarterer og våbenleverancer i det nordlige og østlige Syrien. Snesevis af luftangreb ramte IS, fortalte amerikansk militærpersonel. Fold sammen
Læs mere

Peter Viggo Jakobsen. Fold sammen
Læs mere

Spørgsmålet er: Hvornår og hvordan virker krig?

Peter Viggo Jakobsen, Ph.d., lektor ved Institut for Strategi, Forsvarsakademiet.

»JA – krig virker! Men desværre ikke altid efter hensigten. Omkostningerne kan hurtigt komme til at overstige gevinsten i liv og penge, hvis det går galt. Derudover gælder det, at krig aldrig står alene. Brugen af militær magt for at opnå et politisk mål – hvilket er definitionen på krig – sker altid i samspil med ikke-militære instrumenter. Den danske »krigsindsats« imod Islamisk Stat (IS), som foregår netop nu ved, at Danmark bruger et transportfly til at flyve våben for vores allierede – inden længe deltager vi også med syv F-16-jagerfly – og det suppleres af en meget betydelig humanitær indsats for at hjælpe civile i Irak og Syrien og en politisk indsats for at skaffe opbakning til indsatsen blandt de arabiske lande.

Det gode spørgsmål er ikke, om krig virker, men hvornår og hvordan. Man skal altid starte med at spørge: Er brug af militær magt nødvendig for at opnå det ønskede mål? Er der bedre og billigere alternativer? Vil det gøre mere skade end gavn? Og er målet vigtigt nok til at risikere blod og skattepenge for? Hvis disse spørgsmål ikke kan besvares positivt, så er krig en dårlig ide. Men der er situationer, hvor militær magtanvendelse er nødvendig for at nå vigtige mål, og hvor det kan bidrage til at redde liv eller fremme vigtige­ interesser.

Er det så tilfældet med IS? At krig er nødvendig for at bremse og fjerne IS er selvklart.

Det er relativt enkelt for USA at forhindre IS i at sprede sig yderligere. Det kan gøres med luftbombardementer og våbenstøtte til lokale styrker i Irak. Det er straks vanskeligere at fjerne IS helt. I Irak kræver det, at sunnierne aktivt går ind i kampen imod IS på regeringens side.

I Syrien er der ingen lokale landstyrker at samarbejde med, når USA ikke vil støtte al-Assad-regimet. De skal skabes først gennem en stor diplomatisk og økonomisk indsats. Den vil tage tid. At fjerne IS vil kræve et stort diplomatisk forarbejde, ellers vil krigen ikke virke efter hensigten – at skabe en bedre fred.«

Holger K. Nielsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Nissen.

Krig er en dårlig løsning, men kan være det mindst ringe

Af Holger K. Nielsen, MF for SF

»Krig er altid en dårlig løsning. Man opnår sjældent, hvad man ønsker. Det koster menneskeliv og mange penge. Men der kan være situationer, hvor militære interventioner er det mindst ringe. Hvor alternativet er værre. Da USA besluttede at bombe IS’ stillinger i Irak, var det ikke uden problemer. Man intervenerede i en intern konflikt, og der lå ingen gennemtænkt politisk strategi bag bom­bardementerne. Men havde man ikke reageret, ville de kurdiske styrker blive løbet over ende. Vejen ville være åben for et massemord på den kurdiske befolkning. IS ville have indtaget Mosul-dæmningen og formentlig oversvømmet store dele af Irak. Der er bevægelser, som man ikke kan forhandle med. Hvor fanatismen slår over i en ondskab, som er uforståelig for normale mennesker, men ikke desto mindre en realitet. Men militær magt skal kun bruges, når alle andre muligheder er udtømte. For resultatet står sjældent mål med omkostningerne. Irak-krigen i 2003 var en stor fejltagelse. FNs våbeninspektører ønskede at fortsætte deres arbejde. Folke­retten var ikke i orden. Der var ingen politisk strategi for, hvad der skulle ske efter krigen. Fremvæksten af IS er en direkte konsekvens af det kaos, der blev skabt. Den nuværende militære aktion er anderledes. Modsat 2003 er det ikke os, som fører krigen. Vi leverer luftstøtte til tropper på jorden, som bekæmper IS. I den nye koalition lægges der afgørende vægt på, at også arabiske lande skal deltage. Der er dannet en mere inkluderende irakisk regering.

Men det er vigtigt, at vi ikke taber hovedet. Der skal være et politisk perspektiv. Vesten kan ikke med militær magt skabe en ny orden forskellige steder i verden. Vi er ikke berettigede til det, og det er heller ikke muligt. Men vi kan bidrage til større stabilitet gennem en aktiv udenrigspolitik, hvor diplomati, politisk samarbejde og økonomisk støtte er de væsentligste ingredienser. Og hvor en militær intervention i sidste ende kan blive en mulighed. Men det skal gøres med absolut forsigtighed, og kun hvor der ikke er andre muligheder.«

Lene Espersen (K). Fold sammen
Læs mere

Krig kan være den hurtigste vej til fred

Lene Espersen, Politiske ordfører, Det Konservative Folkeparti

»Det afhænger af konfliktens årsag og omfang! En uvidenskabelig tommefingerregel er vel, at grænseoverskridende eller religiøse konflikter med magtanvendelse har større sandsynlighed for at ende i krig end interne, mere politisk kulturelt betonede konflikter. Konflikter ender i krige eller krigslignende tilstande i skrøbelige stater, hvor statsmagten ikke kan opretholde sikkerheden­.

Der er ikke mange, der sætter spørgsmålstegn ved nødvendigheden af Anden Verdenskrig på trods af, at over 50 millioner døde. Hitler og de øvrige parter på »taber­holdet« kunne kun stoppes og besejres med rå militær magt. Til gengæld var der vel ingen, der troede på, at Storbritannien og Skotland kunne ende i krig. Der forhandler man sig til en løsning, f.eks. med mere selvstyre.

Venstrefløjens evindelige argument om, at krig ikke nytter, passer simpelthen ikke. Selv om den kontrafaktiske historie­skrivning i den grad misbruges til at underbygge krigsmodstandernes argumenter. SF var for få måneder siden på banen og påstå, at det kaos, der hersker i Irak, skyldes den vestlige koalitions militære intervention i 00erne. På trods af at alle, der sporadisk har fulgt den historiske udvikling i mellem­østen, vil vide, at sunni-shiakonflikten, tilsat kurdisk krydderi, har været Iraks problem i årtier. Og at det nuværende kaos og IS’ fremmarch og tilslutning primært skyldes mangel på politisk vilje til at sikre de store mindretalsgrupper i Irak en plads i det politiske system, hvor shiamuslimerne har raget al magten til sig.

Men for at bruge den kontrafaktiske model kunne man retorisk gengælde med Edmund Burkes ord »the only thing necessary for the triumph of evil is for good men to do nothing«. Ville en resolut militær indgriben, som vi konservative har talt for, i Syrien for tre år siden have skåret hovedet af IS-slangen, før den overhovedet vågnende? Det kan man kun gisne om. Mit svar er ja. Passivitet skaber grobund for ondskab. Og Vesten har i den grad sovet i timen.

Hvis man på forhånd fravælger militær magt giver man ens fjende mange esser i ærmet, før forhandlingerne overhovedet er kommet i gang. Derfor mener jeg som konservativ, at vi altid skal holde vores militære optioner åbne. Vi bakker naturligvis fuldt op om at stille med F-16-fly, og mener, at vi ikke blot skal holde os til Irak, men også gå efter IS’ hovedbase i Syrien.

Der bliver brug for en mere langvarig militær operation i Irak og Syrien. Det bliver højst sandsynligt uden FN-mandat ligesom den nuværende mission i Irak, fordi Rusland vil blokere i sikkerhedsrådet. Mandatet i Irak er inden for folkeretten, fordi Irak har bedt os om at hjælpe. Det samme skal vi ikke forvente fra Syriens præsident, Assad – men naturligvis skal IS bekæmpes, uanset om de opholder sig i Irak eller Syrien. Her er det vigtigt at huske, at vores egen regering også kortvarigt var enig i, at FN-mandatet ikke var nødvendigt, da USA bad os om evt. assistance i Syrien. Det blev som bekendt ikke til noget, fordi den amerikanske præsident, Barack Obama, fik kolde fødder og den engelske premierminister, David Cameron, tabte en halsløs fremprovokeret afstemning i Underhuset.

Jeg siger ikke, at krig altid er løsningen. Ej heller at det er en let beslutning at tage. Krig kan være den hurtigste vej til fred. Og derfor skal alle optioner stå åbne.«

Lars R. Møller. Fold sammen
Læs mere

Hvis du ikke flytter dig, så slår jeg dig ihjel!

Af Lars R. Møller, Oberst og forfatter

»Hvis vi som almindelige mennesker gerne vil have opfyldt et behov, der kræver et samtykke fra andre mennesker, så plejer vi at tale sammen. Vi forhandler med hinanden og opnår gerne en fælles løsning. Det kan godt være, at vi ikke helt fik vores vilje, men vi opnåede en fælles løsning som tilgodeså vores behov. Sådan er det normalt også med samarbejdet mellem nationer, man for­handler med hinanden, bøjer synspunkter, og når et resultat, der er acceptabelt for alle. Det er politik.

Hvis nogen spærrer vores vej, kan vi forsøge at forhandle os frem til en fælles løsning. Hvis det er umuligt, fordi modparten ikke vil give sig, så må vi anvende andre værktøjer. Hvis vi skal anvende vejen, fordi det er rigtig vigtigt for os, så er anvendelse af magt et af de midler, der må overvejes. Det er en alvorlig ting at anvende magt, fordi forholdet til modstanderen altid bliver påvirket i negativ retning, hvorfor dette middel nøje skal overvejes. Når vi først tager det i brug, så er der ingen vej tilbage. Vi anvender derfor ikke gerne magt og overvejer det kun, når alle andre midler ikke virker. Sådan er det også i international politik.

Nogle gange er truslen om anvendelse af magt nok til at opnå det, vi vil, men hvis modparten ikke vil give sig, og det er rigtig vigtigt for os, så anvender vi magt. Vi går i krig. Der skal altid være et klart formuleret mål, når vi går i krig – ellers bliver det noget rod. Det er gerne her, der går ged i det i international politik, for hvad er formålet? Kan det ikke beskrives klart, skal man holde lapperne fra at anvende magt.

Det er politikerne, der beslutter og angiver målet for anvendelse af magt. Det er nationens væbnede styrker, der udfører det politiske ønske, og her kunne man ønske sig klarhed. Hvis formålet med at anvende magt mod islamisk stat er at slå dem ihjel, så bør man være klar i mælet. Det skylder man dem, der skal udføre den politiske beslutning.«