Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Flere socialdemokratiske folketingsmedlemmer melder sig nu ind i kampen mod de gule fagforeninger, selv om den socialdemokratiske ledelse åbenlyst forsøger at stoppe debatten.
Arbejdsmarkedsordfører Leif Lahn Jensen (S) foreslog i gårsdagens Berlingske, at medlemmerne af de gule forbund ikke længere bør få fradrag for deres fagforeningskontingent på lige fod med medlemmerne af den traditionelle fagbevægelse. Flere socialdemokrater er helt med på at bruge skattesystemet til at svække de gule forbund.
Den nordjyske stemmesluger Bjarne Laustsen (S) foreslår eksempelvis en helt ny fradragsmodel, hvor fagforeningsmedlemmer får skattefradrag for dokumenterede udgifter i deres fagforening for over 3.000 kr. per medlem. Det vil i praksis udelukke de gule fra fradrag, fordi de ikke har kontingenter i den størrelsesorden.
»Det er nemmere at administrere rent juridisk, men man opnår det samme. Leif Lahn har fuldstændig ret i, at de gule fagforeninger slet ikke er fagforeninger. De nasser bare på det, som den etablerede fagbevægelse har opnået. Det er ren og skær forretning for dem,« siger han.
Vil fjerne fradragsloft
I dag er der et loft over fradraget på 3.000 kroner årligt, hvilket VK-regeringen indførte med støtte fra Dansk Folkeparti. Det loft har i flere år været en torn i øjet på LO-fagbevægelsen, fordi det ikke rammer de gule forbund, som har langt billigere kontingenter. S-SF gik til valg på at fjerne loftet, men den idé overlevede ikke forhandlingerne om regeringsgrundlaget med de Radikale efter valget.
Nu foreslår Lennart Damsbo-Andersen (S), der er formand for beskæftigelsesudvalget på Christiansborg, at man fjerner loftet for at støtte den traditionelle fagbevægelse i kampen imod de gule.
»Jeg ved ikke, om det ligefrem bliver regeringens politik, men jeg vil i hvert fald kæmpe for det. Det er falsk varebetegnelse at kalde de gule for fagforeninger. De har ingen faglige aktiviteter andet end en mand på kontoret i København og en reklameafdeling,« siger Lennart Damsbo-Andersen, der bakkes op af by- og boligordfører Jan Johansen.
»Det var drønhamrende uretfærdigt, da de borgerlige satte et loft på fradraget. Det var udelukkende for at ramme de etablerede LO-forbund til fordel for de gule. Men det skæv-vrider altså den danske model,« siger han.
Sammenligner med jødeforfølgelser
Ifølge Socialdemokraternes fungerende politiske ordfører, Maja Panduro, ændrer protesterne fra folketingsgruppen ikke på, at det ikke er Socialdemokraternes politik at stække de gule fagforeninger via skattesystemet.
»Det var ikke for sjov, at vi gik til valg på at fjerne loftet over fradraget for faglige kontingenter, men det skal finansieres, og i regeringen har vi valgt at bruge pengene på at skabe arbejdspladser,« siger hun.
Leif Lahn Jensen har med sit angreb på de gule fagforbund sparket gang i en intens debat blandt politikere og fagforbund. I går anklagede de borgerlige partier straks Socialdemokraterne for at tilgodese vennerne i den traditionelle fagbevægelse. Formand for Det Faglige Hus Johnny Nim gik ligefrem så langt, at han sammenlignede Leif Lahns forslag med jødeforfølgelserne under nazismen. Over for Berlingske forsvarer Jonny Nim den sammenligning.
»Leif Lahns menneskesyn, hvor han opdeler mennesker i grupper, deler vi ikke. Vi har 300 mennesker ansat til at betjene vores medlemmer. Selvfølgelig er vi en rigtig fagforening,« forklarer han.
»Overenskomster er ringe«
Kritikken af Det Faglige Hus og andre gule fagforbund går ofte på, at de underbyder LO-forbundene økonomisk, mens de kopierer deres overenskomster uden at bruge ressourcer på at forhandle aftalerne.
Johnny Nim erkender, at mange af hans medlemmer arbejder under forhold, som LO har forhandlet på plads.
»Det er jo arbejdsgiverne, som følger de overenskomster, fordi de har indgået aftalerne, så vi er tvunget til det. Det følger af vores ansættelseskontrakter, at vores medlemmer er omfattet af deres aftaler,« forklarer han.
Hånden på hjertet, kan du så ikke forstå kritikken af, at I nasser på de andre fagforbunds arbejde?
»Nej, for de overenskomster er simpelthen så ringe, at de ikke er værd at bruge tid på. Langt de fleste af vores medlemmer har kun hånende latter til overs for de overenskomster, som 3F er i stand til at fremskaffe. De er ikke en pind værd for at sige det rent ud,« argumenterer Johnny Nim.
I LO-Huset på Islands Brygge tager man sig til hovedet over, at han kritiserer 3Fs overenskomster, men ikke hjælper med at forhandle dem.
»Det er kun Johnny Nim, der kan være så hyklerisk. Han sidder i agterenden af båden og ryger cigar, mens vi andre roer. Man skal ikke kritisere farten, når man ikke vil hjælpe med at ro,« siger LO-sekretær Ejner K. Holst.