R kræver klart svar om rød plan

S og SF har et troværdighedsproblem, hvis ikke LO konkretiserer, hvordan vi bringes til at arbejde mere, mener R.

- Hvis LO ikke vil fortælle, hvordan de vil få danskerne til at arbejde mere, skader det planens troværdighed, siger Margrethe Vestager med henvisning til, at S og SF på forhånd har lovet LO afgørende indflydelse på, hvordan danskerne skal arbejde mere. Fold sammen
Læs mere
Foto: Casper Christoffersen

Hvis ikke fagbevægelsen kommer med konkrete forslag til, hvordan den vil få danskerne til at arbejde så meget mere, at det giver 15 milliarder kr. til statskassen, så mangler Socialdemokraternes og SFs økonomiske plan troværdighed. Sådan lyder meldingen fra de Radikales formand her dagen før fagbevægelsens store demonstration mod regeringens genopretningspakke.

»Hvis LO ikke vil fortælle, hvordan de vil få danskerne til at arbejde mere, skader det planens troværdighed,« siger Margrethe Vestager med henvisning til, at S og SF på forhånd har lovet LO afgørende indflydelse på, hvordan danskerne skal arbejde mere. Det skal ske i såkaldte trepartsforhandlinger, som Vestager støtter. Men det er ikke i orden, at danskerne først efter et valg får at vide, hvordan de skal arbejde mere, mener Vestager, der ærgrer sig over, at fagbevægelsen på forhånd har afvist efterløns- og dagpengereform samt at lade den generelle ugentlige arbejdstid stige med en time om ugen til 38 timer.

Men der kommer ingen melding, lyder det fra LO-formand Harald Børsting.

»Jeg synes, det er en underlig melding. Vi lægger da ikke frem på forhånd, hvilke enkeltelementer vi vil forhandle med arbejdsgiverne om. Det ville være tåbeligt,« siger Harald Børsting.

Heller ikke S og SF ser noget behov for, at danskerne allerede nu skal have at vide, hvordan de efter et valg skal arbejde mere.

»Vi har ikke puttet med noget. Fagbevægelsen har lovet, at den vil finde 15 mia. koner, og så må vi jo se ved forhandlingerne, om det lykkes. Det skal lykkes, for ellers mangler der penge til velfærden,« siger Henrik Sass Larsen, som synes, det er »upassende at stå og tampe på fagbevægelsen, når den vil tage et økonomisk ansvar«.

Formanden for FOA, Dennis Kristensen, mener derimod, at det ville være godt med en åben diskussion af, hvordan fagbevægelsen kan sikre den ekstra arbejdskraft.