Portræt: Ny forsvarsminister kom straks i skudlinjen

Som ny forsvarsminister har ærkesønderjyden Carl Holst (V) skullet forklare sig ud af at modtage dobbeltvederlag og være for langsom til at svare på opråb om nedslidte kampfly fra Forsvaret.

Landets nye forsvarsminister, Carl Holst, er kommet i modvind, da der over sommeren var radiotavshed fra den nye minister på trods af to sager om eftervederlag samt F16-fly. ?Foto: Linda Kastrup Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Overgangen fra indflydelsesrig regionsråds­formand til forsvarsminister har været turbulent­ for Carl Holst (V).

I løbet af sine første uger på posten er han blevet kritiseret for at gemme sig, da forsvarets flymekanikere i sidste uge i et åbent brev til partilederne bad dem stoppe missionen mod Islamisk Stat i Irak, fordi kamp­flyene var for nedslidte og medarbejderne for stressede­.

Men ikke nok med det. Carl Holst har ligeledes skullet forsvare, at han mod­tager et eftervederlag på 833.040 kroner fra sin tid som regionsrådsformand i Region Syd­danmark oven i sin nye ministerløn i million­klassen­.

Begge angreb har han forsvaret sig principielt og roligt imod. Men Carl Holst har ikke desto mindre måttet sande, at der er et stykke fra lokalpolitik til Christiansborg – fra Rødding til København­.

Landets nye forsvarsminister er både født ind i sønderjyske traditioner med en opvækst på Rødding Højskole, men også direkte ind i partiet Venstre som søn af højskolelærer og forhenværende borgmester og folketings­politiker, Peter Holst.

Netop farens aktive år i Folketinget er årsagen til, at Carl Holst har holdt sig til regional­politik i mange år, selv om talentet kunne række længere. Som barn oplevede Carl Holst nemlig, hvordan faren brugte meget tid i København. Nu mener han, at hans tre børn er gamle nok til at klare, at han er lidt mere fraværende i jagten på en landspolitisk karriere.

Carl Holsts politiske karriere indledtes, da han som 15-årig efterskoledreng meldte sig ind i VU, som han i 1993 i en alder af 23 blev formand for. Det var i de år, han mødte blandt andet Lars Løkke Rasmussen, som er blevet en af hans bedste venner for ikke at sige politisk allierede. I 1995 fremlagde Carl Holst sammen med formændene for to af de andre politiske ungdomsorganisationer, RU og DSU, et oplæg om velfærdssamfundets fremtid, hvor de gjorde op med det danske »tilskudssamfund«.

I 2000 blev han amtsborgmester i Sønderjyllands Amt. Posten overtog han fra Kresten Philipsen, der var kendt som »Hertugen af Sønderjylland«. Hans velkendte forgænger havde siddet på posten i 18 år, og mange troede, at Carl Holst ville få svært ved at opnå bare nogenlunde samme popularitet.

»De tanker gjorde Carl Holst til skamme. Allerede ved første valg slog hans personlige stemmetal Kresten Philipsens, og ved det seneste regionsrådsvalg fik han mere end 90.000 stemmer,« siger Stephanie Lose (V), der har overtaget posten som regionrådsformand i Syddanmark efter Carl Holst.

Den syddanske stemmesluger er lige som sin far uddannet lærer, og Carl Holst har stadig sin adresse i Rødding.

Uddannet lærer

Siden Holst blev udnævnt til ny minister, er der blev sået tvivl om, hvorvidt det er et område, han har forudsætning for at bestyre. Men det skal han nok klare, lyder skudsmålet­. Stephanie Lose fortæller, at Carl Holst er en ekstremt velforberedt politiker, og han har da også selv forklaret sin lange svartid i forløbet om de nedslidte kampfly og stressede medarbejdere­ i forsvaret med, at han har brugt hver eneste dag af sommeren på at læse op på sit nye stofområde.

»Jeg kunne godt have kommenteret på det brev, flymekanikerne sendte til partiformændene før. Det er én ting, der er helt sikkert. Jeg har taget det meget alvorligt, men nu er vi i gang med at se på sagen. Deres indspark har været og vil hele tiden være en del af beslutningsgrundlaget, når vi skal se på, hvad vi skal gøre fremadrettet,« siger Carl Holst.

I sin tid som Regionsrådsformand har han haft indflydelse, der rækker langt ud over den sønderjyske region, han har været formand for. Også i Venstre, hvor han er et kendt ansigt i inderkredsen om Lars Løkke Rasmussen­. Mens flere prominente Venstre-medlemmer var fåmælte under V-formand Løkkes krise i midten af 2014, var Carl Holst ved flere lejligheder offentligt ude og forsvare Løkke.

Carl Holst: Politik kan være bøvlet

Men kritikken er indtil nu prellet af. Jeg følger regler, siger Carl Holst, og afventer et svar fra den vederlagskommission, der lige nu undersøger, om de nuværende regler er optimale. Selv er Carl Holst optimistisk i forhold til overgangen fra at være regionsrådsformand til minister­.

»Det politiske hverv kan lejlighedsvist være bøvlet, og der er hele tiden i forskellige grad mediebevågenhed på. Men jeg kender den del fra mit arbejde som amtsborgmester og regionsrådsformand. Det er ikke sjovt at arbejde med omstruktureringer inden for sygehusområdet. Det vækker også mange følelser,« siger Carl Holst.

»Jeg har ikke været overrasket over min start. Det er klart, at politikere oplever at komme i stormvejr, fordi man siger og gør noget, der vækker engagement. Ikke mindst som forsvarsminister, hvor området handler om krig,« siger han.